NADIAS FINESSER
• Taler syv sprog og er ved at
lære det ottende: kinesisk.
• Ser asiatiske dramaserier,
inden hun skal sove.
• Har haft en kiosk på Sønderringgade
2 i Aarhus.
• Er tilknyttet Dansk Flygtningehjælp,
Fodboldfonden, Bryd
Tavsheden, UNESCO.
L
yset skar skarpt i øjnene, da
bagporten til lastbilen blev
åbnet. En kontant stemme
fortalte dem, at nu skulle de
hoppe ud. Det havde været
en lang, mørk og bumlet
vej fra et sted i Italien, og da lastbilen
endelig var stoppet, begyndte nervøsiteten
at snige sig ind på dem. De tænkte
stille for dem selv, om de nu endelig var
forenet med deres familie i London. Efter
de yngste piger havde fået møvet sig ud,
stod den 11-årige Nadia Nadim med sin
mor og de fire søstre i et ukendt ingenmandsland.
Lastbilen kørte væk, og den
første lettelse af tryghed blev nu erstattet
af forvirring. Omgivelserne var ukendte,
men en mand traskede forbi og fortalte
den lille familie, at nu var de i Randers.
De kunne ikke være mere ligeglade.
FORNEMMELSER FOR FODBOLD
Det er længe siden, at den nu 32-årige
Nadia Nadim flygtede fra Afghanistan
sammen med sin mor og fire søstre,
Diana, Giti, Muskan og Mujda. Men de
seks kvinder er stadig enormt tætte. Den
mørkhårede kvinde med de store brune
øjne bryder ventetiden med en dans,
der sætter grin i gang hos sin lillesøster
Muskan. Nadia Nadim har denne sommerdag
udskiftet fodboldtøjet med en
mønstret kjole og rene, hvide sneakers.
De to søstre skal til konfirmation, og
dagen efter skal Nadia Nadim arrangere
en fodboldcamp for unge, hvor pengene
går til at hjælpe udsatte børn. Hun har
selv arrangeret programmet og presset
det ind, inden turen går tilbage til de
grønne græsbaner i Paris Saint-Germain,
hvor hun spiller professionel fodbold
til daglig. Både på banen og udenfor
er landsholdsspilleren vant til at have
mange bolde i luften. Hvis man spørger
til, hvor energien kommer fra, kaster hun
hovedet tilbage i et grin.
”I was born with it,” fortæller hun
grinende og uddyber: ”Ej, det er havgryn.
Eller jeg ved det ikke. Jeg føler bare, at
livet er for kort til at være halvtræt.”
Og hun er ikke kommet sovende til
det. I en alder af 21 år blev hun den første
dansker med en flygtningebaggrund til
at spille på landsholdet. Det samme år
blev hun optaget på Medicin på Aarhus
Universitet. Det er nemlig ikke kun
fodbolden, der har været en drivende
kraft i den kendte angribers liv. Det er
fremgangen. Det har Nadia Nadim også
erfaret med de naturvidenskabelige fag,
hvor hun oplevede at komplicerede beregninger
pludselig gav mening. Det banede
vejen for medicinstudiet, hvor Paris
Saint-Germain-spilleren nu kun mangler
et semester fra at være færdiguddannet.
Men det bliver først, når fodboldstøvlerne
er lagt på hylden. Egentlig var det
fodbold, Nadia Nadim var besat af som
barn, men moderen pressede på. Efter
familien havde slået sig ned i den lille
38