Aarhus Panorama // september // 2020 | Page 47

HVAD ER VR, AR OG MR? Virtual Reality (VR) VR skaber et computerstimuleret miljø, hvor du gennem VR-briller oplever den virtuelle verden, men er afskåret fra virkeligheden. Augmented Reality (AR) AR bygger et ekstra lag oven på den faktiske virkelighed. Du får gennem AR-briller og apps et udvidet syn på virkeligheden - med computergenerede billeder, lyd eller anden data. Mixed Reality (MR) MR har en mere avanceret forståelse af det fysiske rum og blander den virkelige og virtuelle verden. Her oplever du, at de fysiske og digitale objekter er der samtidigt - og ovenikøbet i realtid. Der er travlhed på kontoret hos Unity Studios, hvor flere af de 25 medarbejdere sidder med VR-briller og udvikler virtuelle løsninger inden for både virtual, mixed og augmented reality til erhvervslivet. Her ringer telefonen tit med henvendelse fra virksomheder, der har set en løsning fra en helt anden branche end deres egen, som de godt kunne tænke sig magen til. Mads Troelsgaard, som er topchef hos Unity Studios, fortæller, at firmaet i dag er en top 5-10 spiller på det globale marked. Han er ikke i tvivl om, hvorfor virksomhederne for alvor er begyndt at tage de nye teknologier til sig: ”I dag har virksomhederne med vores nye produkt mulighed for selv at redigere i de virtuelle løsninger. Det er ikke længere langsomt og dyrt, nu kan de klare ændringerne selv. Det gør også, at det ikke kun er for de store virksomheder, men også for de små og mellemstore.” Ifølge Mads Troelsgaard skaber de nye muligheder et stort markedspotentiale ikke blot herhjemme men også i udlandet, hvor Unity Studios allerede har kunder i 20 lande. Han forventer, at omsætningen bliver fordoblet i 2021 – også som følge af en ny investering på et tocifret millionbeløb, som selskabet landede i juni 2020. DET BRUGER GRUNDFOS DE VIRTUELLE LØSNINGER TIL Unity Studios udvikler virtuelle løsninger til blandt andre Grundfos, Velux, Maersk, Novo Nordisk og Microsoft og i udlandet blandt andre Procter & Gamble og GKN Aerospace. Hos Grundfos anvender de for eksempel Unity Studios platform, Synergy, i forbindelse med møder med udenlandske kunder. Kunderne kan i et headset med virtual reality få en 360 graders oplevelse af Grundfos’ maskiner og store pumper. I stedet for en præsentation i PowerPoint eller fysiske visninger af produkter, som både vejer og fylder meget. Kunderne kan se en video i biografstørrelse og gå rundt om pumperne i 3D. Her får de en oplevelse af, at Grundfos’ produkter står lige foran dem, og at de kan undersøge dem ved for eksempel at stikke hovedet ind i dem. Grundfos’ salgsteam kan også have et helt virtuelt produktkatalog på deres mobiltelefon, når de skal til møder. Her kan de selv ændre indholdet, for eksempel information om produkterne og linke til en salgswebsite. Og endelig anvender Grundfos også løsningen i undervisning af medarbejdere. VI KAN IKKE REJSE SOM FØR ”På nuværende tidspunkt er de fleste virksomheder først og fremmest optaget af Corona, den grønne agenda og den digitale transformation,” fortæller Mads Troelsgaard: ”Det sætter yderligere skub i efterspørgslen af de virtuelle løsninger. Den grønne dagsorden har sat fokus på, at vi ikke skal rejse i samme omfang som før. Når lande så også lukker helt ned på grund af Corona, finder vi ud af, hvor sårbare vi er – vi bliver nødt til at klare flere aktiviteter online. Derfor har der været et boost verden over i for eksempel Skype og Teams-møder. Men disse kan ikke løse alle behovene. Her er VR og MR-møder et perfekt alternativ eller ekstra lag, hvor du kan interagere på en helt anden måde.” Samtidig kan man også spare både tid og omkostninger ved de nye virtuelle løsninger. Det er dyrt at sende en tekniker på tværs af kontinentet fra Danmark til Mexico for at reparere et produkt. Og endnu dyrere hvis virksomheden oplever nedetid i produktionen. Ved hjælp af mixed reality kan man gøre en lokal medarbejder i Mexico i stand til at klare opgaven selv på nogle få timer frem for, at det tager en dansk medarbejder flere dage at komme frem. VORES FYSISKE VERDEN I EN ONLINE VERSION En anden ting, som også accelerer udviklingen, er udrulningen af 5G-netværk verden over. Samtidig bliver nye værktøjer mere avancerede og bedre til at scanne og afbilde den virkelige verden. Allerede nu er for eksempel Google i fuld gang med at 3D-scanne verden. Mads Troelsgaard tror, vi snart kommer til at have en parallel virtuel verden: ”Vi får en kopi af vores fysiske verden i en online version – lidt som i filmen The Matrix. Det gode ved den digitale verden er, at den er uendelig og giver et hav af positive nye muligheder.” Noget af det, han tror den digitale verden kan hjælpe på, er udfordringen med stigende befolkningstilvækst i byerne: ”Urbanisering vokser og vokser for eksempel i Kina. Men med de her teknologier behøver man ikke at flytte til byerne. Man kan arbejde i den virtuelle verden, og så kan man lige så godt bo på landet, hvor det er væsentligt billigere at bo end i byen – og dermed kan flere mennesker få en højere levestandard.” Men der er også ulemper, og her kommer han med en klar opfordring til politikerne: ”Der er også mørke sider, hvor man kan gøre frygtelige ting – det kommer der ofte med ny teknologi. Det er der også kommet med internettet. Det er derfor vigtigt, at man fra politisk side allerede nu begynder at reagere og beslutte, hvordan det skal håndteres. Vi kan ikke vente på de politiske fire-års-planer. For det går SÅ stærkt med denne her udvikling. Stærkere end nogensinde før. Det vil komme bag på mange, at lige pludselig er den nye parallelle virtuelle verden her.” At udviklingen går rigtigt stærkt inden for den virtuelle branche er Unity Studios’ lille museum på kontoret også et godt eksempel på. Her bliver tidligere års VR-briller udstillet i glasmontre. Og ældre modeller, som måske i nogens øjne ligner de nyere til forveksling, bliver allerede kaldt oldnordiske hos Unity Studios. Erhverv Aarhus 13