t af de mest stille tidspunkter i Aarhus
er måske en tidlig sommermorgen. På
det tidspunkt hvor solen har været oppe
længe, men hvor dagen endnu ikke er
begyndt for hverken aarhusianere eller
turister. På det tidspunkt hvor den lyd,
der høres mest er busserne og skraldebilerne,
der er ved at gøre Aarhus klar til, at
alle vågner. Ellers er der stille. På sådan
en morgen er Thomas og Lisbeth nogle
af de få på gaden. De udgør Aarhus Gadeteam.
Et team af to sygeplejesker, der
tager sig af byens udsatte.
Det første Thomas og Lisbeth gør, når
de møder om morgenen er at lægge en
plan. Har de nogle aftaler, noget de skal
nå, nogle steder de skal være?
“Vi skal hele tiden være klar til at
lægge nye planer. Når vi møder klokken
otte, kan vi starte med plan A, mens vi
måske allerede har ramt plan G, når
klokken bliver 11,” siger Thomas.
MELLEM HELE MENNESKER
Både Lisbeth og Thomas er sygeplejersker,
og deres opgave er at hjælpe
udsatte borgere, der opholder sig på
Gadeteamet gør en stor indsats
for at opbygge tillid til dem, de
møder på gaden.
gaden. En hjælp, der spænder vidt.
Nogle gange er deres opgave at lægge
øre til problemer, andre gange er det at
hjælpe borgere til lægen eller på sygehuset.
De ved aldrig helt, hvad der venter
dem, når de møder ind. Omskifteligheden
er hverdag for det lille team, hvor
ingen dage ligner hinanden. Nogle dage
taler de med mange borgere og går hele
byen rundt, andre dage kan gå med af
få en enkelt borger indlagt på psykiatrisk
afdeling. Noget, der bliver meget
svært, når borgeren hverken vil snakke
med læge eller politi. Sådan er det tit,
og så må Thomas og Lisbeth lægge nye
planer, være kreative på nye måder og få
nye idéer.
“Vi ved, at alt kan lade sig gøre - det
handler bare om at finde ud af hvordan,”
siger Thomas.
Lisbeth har arbejdet som gadesygeplejerske
i otte år, mens Thomas kom til
for et år siden. De har begge to arbejdet i
psykiatrien, og de få ressourcer på området,
var blandt andet en af grundene til,
at de valgte at søge over i gadeteamet.
For Lisbeth handler det også om at
arbejde med hele mennesker og ikke
kun diagnoser.
“Jeg kan godt lide at arbejde med
mennesker, der er anderledes, og så er
det også spændende at få indblik i hele
deres liv og det, der ellers optager dem,”
siger Lisbeth, mens Thomas supplerer.
“I psykiatrien er der også meget få
ressourcer, og så var systemet meget
resultatorienteret. Det er gadeteamet
ikke, og det kan jeg virkelig godt lide,”
siger Thomas. Udover at føre journal i
slutningen af arbejdsdagen, så holder
han også sit eget regnskab med, hvad
de laver. Han tager ofte billeder af de
ting, de behandler, der dækker alt fra sår
på hænderne til mider i benene. Netop
for at kunne huske det hele.
GADEN SOM FRIRUM
I dag er planen, at Thomas skal på Skejby
med Louise. En udsat borger, som de
begge kender godt. De er på fornavn
med hende, ligesom alle er på fornavn
med hinanden. Det er en af Thomas’ og
Lisbeths vigtigste opgaver - at fungere
som et bindeled mellem udsatte borgere
og systemet. Et system, som de udsatte
ikke har meget tillid til, og som de har
svært ved at passe ind i.
“Meget af vores arbejde handler om at
etablere tillid. At vise at vi er her for dem,
og at vi er det modsatte af systemet.
Fordi de allesammen har oplevet mange
svigt fra systemet. Vi skal have etableret
tillid, før vi kan begynde at hjælpe dem,”
siger Lisbeth.
Det er langt fra alle, Thomas og Lisbeth
møder til dagligt, der er hjemløse.
Mange af dem er i stedet funktionelt
hjemløse. Det betyder, at de reelt har et
sted at bo, men har svært ved at være
der. Måske fordi de længe har været
uden bolig, eller fordi gaden er det liv,
de kender bedst. Derfor opholder
de sig i stedet på gaden. Det bliver
deres sociale frirum.
PÅ FORNAVN MED
FÆLLESSKABET
Gadeteamet er et team i ordets reneste
forstand, og normalt færdes de to
sygeplejersker rundt i Aarhus sammen.
I dag er anderledes. Thomas tager på
Skejby med Louise, der ikke er meget for
journalister, mens Lisbeth starter dagens
rute inde i byen. Inden afgang viser Lisbeth
sin store rygsæk frem, som er det
eneste, hun har med sig. Den er udstyret
med alt til lettere sårpleje, mundbind,
håndsprit og brochurer på en lang række
sprog til alle dem, de møder, der ikke
taler dansk. Lisbeth tager rygsækken
på – det indikerer, at hun er klar til at gå.
Første stop er Kirkens Korshærs varmestue.
Her er alle på fornavn og møder
Lisbeth, som var de gamle venner. Det er
tidligt på dagen, og der er endnu sparsomt
med mennesker. Blandt brugerne
og de ansatte fletter samtaler om tunge
og lette emner sig ubesværet sammen.
Samtalen bevæger sig fra Ole Henriksen,
fordi flere holder af hans gode humør, til
mindehøjtideligheden for Carl, en af de
hjemløse, der netop er død. Selvom der
er et klart hierarki blandt de hjemløse,
er der også et fællesskab. Et fællesskab,
som mødes og mindes Carl, der ikke
længere er en del af fællesskabet.
Som gadesygeplejerske gennem otte
år har Lisbeth efterhånden oplevet lidt af
hvert. Det hun møder mest, er frustration
over sundhedssystemet, der er opstillet i
kasser, som folk på gaden ikke passer ind
i. Hvor telefonkøen hos lægen kan være
svær at overskue, og lægeaftaler svære
at holde, da mange på gaden hverken
ejer ur eller kalender. Derfor bliver tid ofte
også en ubestemmelig størrelse.
“Den manglende forståelse for folk
på gaden kan godt frustrere mig. At
systemet tror det handler mest om bolig
- at det er succeskriteriet. Tit ender folk
med at være på gaden alligevel, fordi
de ikke kan finde ud af at være i deres
bolig, varmer mad over stearinlys på
stuegulvet, og ender med at opholde sig
på gaden hele tiden, og så er vi jo lige
vidt,” siger Lisbeth i et tonefald, der mest
af alt er konstaterende. I Lisbeths optik
burde man i stedet fokusere på, hvorfor
personerne opholder sig på gaden og så
tage problematikken derfra. Som hun
udtrykker det, er det største problem, at
det danske sundhedssystem er opstillet i
firkantede kasser, mens udsatte borgere
er runde. De passer ikke ned i firkanterne.
GADENS FRAVÆR OG NÆRVÆR
Fra varmestuen går vi videre gennem
byen. Hvis Lisbeth ikke har nogle aftaler,
opsøger hun de steder, der er for udsatte
26