”Jeg har selv ændret min tilværelse, og
jeg er selv kommet derfra og hertil,”
siger hun stolt, og selvom hun starter
med at nævne sin første landskamp, når
man spørger hende ind til de største
oplevelser i hendes karriere, så afbryder
angriberen hurtigt sig selv.
Det er faktisk mere de små ting, der
har sat sig fast, indrømmer hun. Det
største øjeblik er tilbage i 2003, da Nadia
Nadim går i 9. klasse, hvor hun bliver udtaget
som den eneste pige i landet til en
skolefodboldturnering. Da den langhårede
angriber scorer kampens afgørende
mål og bliver kampens bedste spiller,
står de jævnaldrende drenge og måber.
”Jeg får fidusbamsen foran alle de her
drenge, der troede, at de var ’the shit’,”
fortæller hun grinende og rømmer sig
kort: ”Det behøver ikke være på verdensplan.
For mig er det de små sejre.”
Og de små sejre startede allerede
tidligt. Nadia Nadim er et udpræget konkurrencemmenneske,
der vil være den
bedste, uanset hvad hun laver. En kvinde,
der fokuserer på de små sejre, fremfor
de store. Der som barn i en asyllejr, så
en dreng, der kunne lave flere jongleringer.
Pludselig var det alt, Nadia Nadim
brugte sin tid på.
”Jeg skulle bare blive bedre end ham,”
og det blev hun.
Nadia Nadim har ofte spillet side
om side med drengene i skolegårdens
kampe. Her gjaldt det også om at være
bedst.
FORANDRINGER KOMMER
IKKE KUN NEDEFRA
Men selvom hun aldrig selv har følt, at
der burde være forskel mellem mænd
og kvinder i Danmark, så har hun også
oplevet, at danskernes selvopfattelse
om ligestilling ikke helt passer. I en
træningslejr i Brasilien blev forskellen på
Danmarks kvindelandshold og udlandets
kvindelandshold første gang tydelig for
den nu omrejsende fodboldsspiller.
”Det gik op for mig, at når vi snakker
om ligestilling, så er det bullshit,” fortæller
Nadia Nadim, der mener, at Danmark
er langt bagud i forhold til ligestilling i
sportsverdenen.
Det danske kvindelandshold skulle
spille mod både Brasilien og Chile, og
der var omkring 12.000 tilskuere. Til en
træningskamp. I Danmark kom der
maksimalt 1000 mennesker, husker
landsholdsangriberen. Og selvom Nadia
Nadim mærker, at der er kommet større
interesse i Danmark, så er forskellen slående.
Og ikke kun i forhold til tilskuere.
”Jeg kan garantere dig, at jeg har arbejdet
minimum det dobbelte. Men udbyttet
er langt fra det samme,” fortæller
Nadia Nadim, der kæmper for ligestilling
og -løn både i og udenfor fodboldverdenen.
Da Nadia Nadim spillede i Portland
Thorns FC, kom der næsten 20.000
tilskuere, og selvom der stadig ikke var
ligeløn, så var forskellen på standard
mellem det amerikanske hold og de
danske stor. Fodboldholdets præsident
ville skabe verdens bedste kvindefodboldhold,
og Nadia Nadim oplevede, at
han virkelig elskede holdet. Det spredte
sig helt ud til byen og dens indbyggere.
Ifølge Nadia Nadim handler det om, at
der skal komme ændringer fra toppen,
hvis de danske fodboldklubber skal
kunne følge med.
”Jeg gør min del, og jeg håber med
tiden, at det bliver bedre,” fortæller Nadia
Nadim, der håber, at hun i fremtiden kan
sidde i bestyrelser eller kommissioner,
der kan være med til at ændre på det.
Nadia Nadim oplevede selv, hvordan
disse bestyrelser kan påvirke spillerne.
DBU pressede FIFA. Det endte med, at
der i 2008 blev givet dispensation, så
Nadia Nadim kunne spille på det danske
landshold, selvom hun endnu ikke havde
været dansk statsborger i fem år. Et
statsborgerskab hun havde fået som
20-årig, det samme år hun færdiggjorde
sin studentereksamen på Marselisborg
Gymnasium i Aarhus, hvor hun boede
mange år sammen med sin familie.
USÆDVANLIG OPVÆKST GIVER
USÆDVANLIG KARAKTER
Det var i et asylcenter i Gug fire kilometer
syd for Aalborg, at Nadia Nadim første
gang opdagede fodboldens tiltrækkende
kraft. Gennem krat og buske fik hun
og hendes søster og et par af de andre
børn møvet sig igennem, og her stod de
med ansigtet mod hegnet og kiggede
ind på de mange drenge, der løb rundt
på de grønne fodboldbaner. Det var først
senere, Nadia Nadim fik en åbenbaring,
som hun selv kalder det. Der var nemlig
også piger, der spillede.
”Det vil jeg også gerne,” tænkte den
selvsikre pige, og der gik ikke længe før,
hun havde bolden mellem fødderne.
Dagene gik med at lure på børnene
på de grønne baner og samle kasserede
bolde i buske, som fodboldklubben ikke
skulle bruge længere. I stor iver skyndte
de sig tilbage til asylcenteret, hvor Nadia
Nadim og de andre børn øvede på
den lille bane med de hjemmelavede
håndboldmål. Når de stod og observerede
fodboldspillet, prøvede de at fange
reglerne. Det var ikke bare alle mod alle.
De sad limet til fjernsynet, når der blev
vist fodbold på de tyske kanaler, og hver
gang lærte de noget nyt, de kunne tage
med i deres spil. I takt med at de lærte
mere, blev børnene også mere modige.
De var der til hver kamp, og hvis bolden
røg ud i skovåbningen, var de hurtige
til at hente dem til spillerne. Nu var de
blevet forfremmet til bolddrenge og -piger,
mente de selv. En dag vovede Nadia
Nadim og hendes lillesøster sig hen til
en af trænerne og spurgte, om de kunne
blive en del af holdet.
42