Favoritsted
Carsten Holm
I DE MØRKE LOKALER
PÅ TAPE I MEJLGADE
Tekst Alexandra Bendixen / Foto Mads Christensen
C
Carsten Holm har slået
sine folder som radio-
vært i mere end 24 år
i det københavnske.
I december 2016 blev hovedstaden
byttet ud med det, radioværten
med egne ord kalder ”verdens
mindste hovedstad”, Aarhus.
Her laver han stadig radio. Og når
tiden er til det, udforsker han
musikscenen i Aarhus. Her har
særligt spillestedet Tape i Mejlgade
en magnetisk effekt på den garve-
de musikkender. Vi mødte Carsten
Holm i de mørke lokaler i en bag-
gård til Mejlgade til en snak om
den forkærlighed, han nærer for
stedet.
40
Jeg er kommet på Tape gennem
de sidste tyve år. Da jeg opdagede det
i 90’erne, hed det Musikcaféen, og der
var det et spillested med masser af
undergrundskoncerter. Op gennem
90’erne husker jeg også stedet som
et festpunkt og midtpunkt i latiner-
kvarteret, som Mejlgade jo er en del af.
Man samledes på Musikcaféen. Der var
klubaftener og koncerter. Efterfølgende
under navnet ”Backstage” blev stedet
ikke vedligeholdt så godt. Men så tog
folkene bag Trøjborg-beboerhus initiativ
til Tape, og stedet er blomstret op igen.
Tape er et sted, hvor man ikke nødven-
digvis går ind, fordi det er ens favoritband,
der spiller. Man går herind, fordi man ved,
at lige meget hvad der er på program-
met, er det fedt. Det er kvalitetsstemplet
på forhånd. Derudover er der en fed,
dejlig og afslappende stemning blandt
personalet. Der er ikke nogen, der er
prætentiøse omkring nogle ting her. Det
er bare et rart sted at være. Man møder
en masse spøjse mennesker. Særligt,
hvis man skal ud at trække luft i gården
foran. Det er også en stor del af Tape.
Lige så snart man kommer ind i
entréen, er der nogle unge fyre, der
sidder og smiler og siger ”velkom-
men til”. Det koster ikke alverden at
komme ind, og det koster heller ikke
alverden oppe i baren. Alt sammen
er med til at gøre det meget nede på
jorden. Det bliver aldrig formelt.
Jeg kan godt lide de mindre musik-
miljøer som Tape, hvor man også kon-
certmæssigt kommer meget tæt på arti-
sterne. Hvor man ligesom kan fornemme,
at der også er noget på spil for dem. Eller
at der ikke er. Man kan mærke den der in-
tensitet. Især, hvis der er mange menne-
sker, og de tager godt imod bandet. Det
oplever man særligt på Tape, fordi scenen
er cirka 10 centimer høj, og bandet er me-
get tæt på publikum. Man kan nærmest
røre ved artisterne og dufte deres sved.
Det gør det bare endnu mere intenst.
Der er noget ved publikummet på
Tape. Det er et musiknysgerrigt pub-
likum, som virker meget åbne over for,
hvad der kommer i hovedet på dem. De
skal nok respondere på den ene eller