E
t lille skridt, jovist. Men en verden til
forskel. For der sker noget specielt,
når fødderne forlader den sikre
havn og træder om bord på et
skib, der ligger i vandet. Når skibet så er
klædt i gråt á la søværnet og sejler under
splitflag, dufter det unægteligt af eventyr
og togter. En mandag aften omkring
skumringstid stiller 13 mænd og en
kvinde op til briefing på et af disse skibe.
Vi er på Aarhus Havn, og det er Marine-
hjemmeværnet, der gør klar til aftenens
sejlads i bugten.
Besætningsmedlemmerne er helt
almindelige mennesker. De har alle sam-
men helt almindelige jobs eller studier.
Men her står de iført lyseblå uniformer
med bånd og striber på skuldrene. Og de
stiller skam ikke op – de påmønstrer. For
her er det militærets jargon og orden, der
hersker. Dagligdagens roller betyder intet.
Den enkeltes fortid er irrelevant. Her gæl-
der det om at kende sin plads, for ellers
klapper det bare ikke. Det er en chance
for fællesskab, en anden identitet og et
par timer i en anden verden, hvor bølger
og ekkolod erstatter fortove og lyskryds.
Militært system
Kaptajnen hedder Henrik Mortensen.
Samtidig er han flotillechef, altså chef for
Marinehjemmeværnet i Aarhus. Han er alt
det, romantikere med hang til saltvand
drømmer om: Piben på sned i mundvi-
gen, lun og godmodig men uangribeligt
manden med styringen. Seks år har han