Det
N
i
groø
i nlandske
Ved et løsrevet isbjerg på Dalgas
Avenue støder Grønlands højeste
samfundstinder sammen med de
laveste grundfjelde. Det Grønlandske
Hus maler et billede af barsk natur
for en udsat minoritet, mens grønlige
nuancer af nordlys skinner på
ungdommens fremtidige Grønland.
hus
Af Niclas F. Christensen — Foto Hele Arensbak
Når der er vindstille, er
det næsten umuligt at
gætte, at den hvidkalkede
villa udgør en bouillonterning af grønlandsk
minoritet. Så hænger vimplen nemlig
slapt ned langs flagstangen i forhaven,
og huset kunne gå i forklædning som
enhver anden mondæn og ambassadeudstrålende bygning med Marselisborgskovene og havet som tætteste naboer.
Men så går en brise gennem træerne og
griber fat i det rødhvide erfalasorput, der
rejser sin karakteristiske opadgående sol
og vejrer i vinden.
En mumlen af stemmer trænger ud
gennem den på klemstående entrédør
ind til stuen, hvor et morgenmøde er ved
at nå sin afslutning. Om et meterlangt
bord planlægger vejledere, rådgivere
og en enkelt regnskabsfører, hvordan
uddannelsesvejledning og målrettet
arbejde med socialt udsatte smelter
sammen med kulturarrangementer, kollegieliv på overetagerne og driften af en
specialbutik. Alt sammen inden for de
samme hvidkalkede mure.
For bordenden takker direktør Jørn
Holbech af, skraber stolen ud og fortsætter ind på sit kontor. Der bindes sløjfe på
mødet, skaglerne er strakt, og man går til
hver sit knudepunkt i et hus, der summer
på alle planer.
Et billede af virkeligheden
”Det er helt uvurderligt at få et overblik
over dagen, inden administrationen spreder sig ud til de mange funktioner, huset
varetager,” lyder det inde fra kontoret.
Papirbunker med orden i kaosset pryder skrivebordet. På bagvæggen hænger
to malerier forestillende en rå, grønlandsk
natur og en indfanget, blødende sæl, som
Jørn Holbech står og betragter. ”Det er jo
virkeligheden,” konstaterer han.
Jobbet som direktør af Det Grønlandske Hus omfatter, at man med realiteterne for øjnene kan lede en moderne
institution, der skal løfte, udvikle og
bevare det Grønland, vi kender. På nært
plan er det arbejdet med en virkelighed,
hvor medarbejderstaben dagligt er i
kontakt med nogle af landets hårdest
udsatte mennesker. Men det er samtidig
et arbejde med Grønlands akademiske
57