Vi bevæger os videre ad snoede gange ind
gennem tv-studier, rekvisitrum og redaktionslokaler. Og til hvert rum har Clement
Kjersgaard en historie at fortælle. For ham
selv begynder den personlige skildring med
barndomsminderne fra Aarhus.
Barn af byen
M
ennesker vrimler ind og ud af
gangene i Danmarks Radios
grå betonklods i det nordlige
Aarhus. I rundkørslen udenfor
triller en taxa ind til siden,
og ud stiger Clement Kjersgaard med en
dragtpose hængende over skulderen. Iført behagelige gummisko trasker han målrettet mod
hovedindgangen. Hans lyse midterskilning
falder ned i panden, da han interesseret hilser
på forsamlingen i entreen. De karakteristiske,
fremskudte læber gør en dyd ud af at gentage
navnene på de nye bekendtskaber. Der går
ikke længe, før Clement Kjersgaard ihærdigt
viser rundt i hele DR-bygningen. Alle døre på
vores vej bliver afprøvet. Er de låst, forsøger
han den næste.
”Hos DR beder man om tilgivelse frem for
tilladelse,” smiler han rebelsk, da han åbner
op til et af de historiske teknikrum. Lysstofrørene i loftet oplyser en tidslomme, der mest
ligner noget fra en 70’er spionfilm. Et hav af
knapper er indrammet i orange og brune paneler. Med entusiastisk indlevelse og interesse
for detaljerne fortæller Clement Kjersgaard
historien bag teknikrummet. Et udpræget
fortællergen, han efter alt at dømme har arvet
fra sin far, den navnkundige historiker Erik
Kjersgaard.
30
”Jeg har aldrig
nogensinde
tænkt på mig
selv som tvvært, som et
brand eller
som en figur,
der skal
iscenesættes.
Jeg har
insisteret på
at definere et
projekt.”
Familien Kjersgaard skiftede København ud
med Aarhus, da faren Erik Kjersgaard i 1981
takkede ja til stillingen som museumsdirektør
i Den Gamle By. Clement Kjersgaard voksede
op i byens idylliske komponistkvarter blandt
herskabelige patriciervillaer med naturskønne
Mindeparken som nabo og udsigt over Aarhusbugten.
”Mine forældre syntes virkelig, at det var
spændende at komme til Aarhus. Min mor
har efterfølgende sagt: At flytte til Aarhus var
som at flytte til Danmark. I den forstand, at
hun fik et helt andet og større billede af, hvad
Danmark var, end hun havde haft i København, som kan være meget lukket om sig selv.
Jeg husker det som en fantastisk barndom.
En meget fri barndom,” fortæller Clement
Kjersgaard. På trods af at han de seneste to
årtier har haft bopæl i København, betragter
han stadigvæk sig selv som aarhusianer. Det
er her, han har sine rødder.
Skoletiden tilbragte Clement Kjersgaard
på den katolske skole Skt. Knuds Skole i
Midtbyen. En international skole med elever
fra hele verden. Tiden på Skt. Knuds Skole
var selvsagt ikke præget af forstadsidyl med
trygge stisystemer og pomfritter i den lokale
håndboldhal. Klassekammeraterne kom med
sporvejenes gule bybusser fra hele Aarhus og
omegn. Med byens facader som tapet i ti år,
pendlede Clement Kjersgaard hver dag med
6’eren til og fra Banegårdspladsen.
Faglighed først
Forældrene var altid beskæftigede af projekter, når han kom hjem fra skole. Og gerne
flere ad gangen. I barndomshjemmet var der
ikke nogen skillelinje mellem arbejde og fritid.
Moren, Anita Behrendt, var skolelærer på
Forældreskolen og havde som tegner blandt
andet illustreret Bibelen for Det Norske
Bibelselskab.
”Mine forældre havde dyb respekt for
faglighed. Der var intet, de respekterede mere
end faglighed. De var meget lidt snobbede og
havde ingen interesse for titler og hierarkier.
Men de var fulde af respekt og beundring for
alle, der var fagligt dygtige,” fortæller Clement
Kjersgaard og fortsætter:
”Der var ikke nogen oplevelse af, at arbejde
var noget, der skulle overstås, så man kunne
få fri. Det har jeg taget med mig videre. Både
bevidst og ubevidst. Man oplever det og kopierer den måde at leve på. Jeg er også blevet
opmærksom på, at det ikke er alle mennesker,
der lever på den måde. Det er i virkeligheden
CLEMENT
OM MEDIERNE
”JEG MENER, at pressen
generelt er umådeligt lydige
og underdanige over for
politikerne. Det øjeblik, hvor
pressen ikke gør andet end
at viderebringe politikernes
synspunkter, er vi en
forlængelse af partiernes
propaganda.”