L
ydene i Globus1 i Brabrand tirsdag
aften er velkendte for enhver, der
nogensinde har befundet sig i en
gymnastiksal. Der er gummisko, der
knirker mod det lakerede gulv og en
masse opildnede mennesker, der råber
noget i retning af ”godt kæmpet!” eller
”kom igen!”. Men når man åbner øjnene,
bliver gymnastiksalen knap så velkendt.
Der befinder sig nemlig tre hold på
banen ad gangen, og selvom bolden, de
spiller med, ligner en volleyball, så er den
1,2 meter i diameter, og den udfordrer
derfor de flestes vingefang.
Undskyld mit franske
Klubben har åben træning den første
tirsdag i hver måned, så erfaringen på ba-
nen spænder fra flere år til få minutter, da
holdet render rundt og spiller hockey for
at varme op. Mens den store bold for en
stund er blevet skiftet ud med en af sine
mindste kollegaer, hænger Martin Mel-
chiorsen tilbage for at forklare reglerne til
den særprægede sport.
Der er fire mand på hvert hold og tre
hold på banen ad gangen; et blåt, et gråt
og et sort hold. En stor plysterning afgør,
hvilket hold, der skal starte med at serve.
Under en serv skal alle spillerne på
holdet røre ved bolden. En af spillerne
råber så ”Omnikin” og farven på det hold,
de gerne vil serve til, inden de dasker til
bolden for at skyde den afsted. Og fordi
sporten stammer fra den franske del
af Canada, råber man holdfarverne på
fransk: bleu, gris og noire.
Bliver der for eksempel råbt ”Omni-
kin bleu”, så er det blåt holds opgave at
forhindre bolden i at ramme jorden. Lyk-
kedes det dem, får de lov at serve videre.
Lykkedes det dem ikke, får både gråt og
sort hold ét point. Det første hold, der
får 13 point, vinder perioden. Når et hold
har vundet tre perioder, har de vundet
kampen.
Ude på banen er spillerne gået i gang
med en øvelse for at træne deres serv, og
der lyder derfor hyppige råb af ”Omnikin
gris!” efterfulgt af bløde dunklyde, når
de knyttede hænder rammer den hårdt
41