den med foden, og spørger Flemming
Bamse Jørgensen:
”Hvad laver du så til daglig?”
Flemming Bamse Jørgensen svarer roligt:
”Jeg er musiker.”
”Nå ja. For fa’en,” tøver manden og giver
ham et tungt klap på skulderen:
”Så længe man er glad.”
VENNERNE BRØD SAMMEN AF GRIN,
da manden forlod dem den nat.
”Den situation siger alt om Flemming,”
siger Frank Thøgersen.
”Han kunne have sagt alt muligt a la
’Sig mig, ved du ikke, hvem jeg er?’”
For Flemming Bamse Jørgensen var
musikken et håndværk. Og han så sig selv
som håndværker. Ikke artist eller kendis.
”Vi snakkede meget om den episode
efterfølgende. For manden havde jo ret.
Det handler om at være glad,” fortæller
Frank Thøgersen.
Men selvom anerkendelsen fra det
landsstore publikum gav Flemming
Bamse Jørgensen en følelse af at være
lykkedes, blev presset større og større
med årene.
”Det pres, der hviler på den, der står i
midten, er enormt. Man bliver bange for
at fejle,” fortæller Frank Thøgersen om
bagsiden af kendislivet.
FLEMMING BAMSE JØRGENSEN VAR I
DET HELE TAGET MANGE TING for Frank
Thøgersen. Arbejdsgiver. Kammerat. For-
sanger. Bassist.
”Han var den mest professionelle og
tjekkede musiker, jeg nogensinde har
mødt. Når han gik op på scenen, var det
som at trykke på en knap, og så kørte
maskinen,” fortæller Frank Thøgersen.
Men efter femten år på landevejen
sammen, er man heller ikke blot kollega-
er. Man bliver tæt forbundet som venner.
Tilværelsen byder jo fra tid til anden på
nedture og kriser. Og her var Flemming
Bamse Jørgensen altid god for et råd.
”V i andre var lidt yngre end ham. Så
uanset hvad vi kom med af problemer,
kunne han sætte lidt erfaring på,” for-
tæller Frank Thøgersen.
”Han kunne faktisk være ret faderlig
for os musikere.”
FOTO PRIVAT
GIV
GAVEKO ET
RT