” Der var aldrig noget med at glemme gamle venner . Dem svigtede han aldrig .”
FLEMMING KNUDSEN
BARNDOMSVEN
VIBY TORV , 1970 . Sigfred langer to kradsere over disken i Sigfreds Pølsevogn . Flemming Bamse Jørgensen og ” den anden Flemming ”, som Flemming Knudsen kalder sig selv , giver sig til at gnaske .
” Nå , hvad så ?” brummer Flemming Bamse Jørgensen , og de går i gang med at vende verdenssituationen – igen i dag .
Fødderne er ømme , og maverne tomme – tyve minutters pause fra danseskolen på Hotel Viby er lige nok til en snak og en pølse for de to velpolstrede kammerater .
De to Flemming ’ er har kendt hinanden siden de var seks år gamle . Først fra søndagsskolen i Viby Præstegård , så fra orkestret i FDF og siden gennem danseskolen på hotellet .
” Som børn mødtes vi ofte og spillede fodbold , som drenge nu gør , når der er græs og et par mål ,” fortæller Flemming Knudsen og kigger ud på banen i Ceres Park og Arena .
Vi er tilbage i 2017 og sidder på vennernes faste pladser på AGF ’ s hjemmebane . Med Flemming Bamse Jørgensens tomme sæde imellem os .
DE TO VENNER SÅ ALTID AGF SPILLE SAMMEN , når de var på hjemmebane . Medmindre Flemming Bamse Jørgensen var afsted på tour .
” Flemming var en ægte AGF-fan . Spørg mig ikke , hvordan han gjorde , men det er faktisk lykkedes ham utrolig mange gange at spille koncert i samme by , som AGF havde kamp , når de var på udebane ,” fortæller Flemming Knudsen .
Faktisk var han målmand for AGF i sine unge dage . Men da musikken med årene fik ben at gå på , forlod han målet på banen . ” Han fandt ud af , at han nok var bedre på en scene . Så musikken blev hans levevej , og det gjorde fodbolden bestemt ikke ,” griner Flemming Knudsen , der ikke er i tvivl om , at højdepunktet i Flemming Bamse Jørgensens liv var , da han endelig sprang ud på dybt vand og fandt ud af , at han kunne bunde . At han kunne leve af musikken .
19 . DECEMBER 2010 . Duften af glögg og klingen fra bjælder strømmer ud af Ridehusets tunge trædøre . Flemming Knudsen og hans kone trasker rundt på årets julemarked og støder ind i Flemming Bamse Jørgensen med hele familien .
” Lad os alle mødes snart , så kan vi rigtig snakke og hygge ,” siger Flemming Bamse Jørgensen , efter vennerne har stået og talt lidt . Det blev deres sidste møde . ” Hvis jeg skal fremhæve et minde med Flemming , så var det den dag i Ridehuset ,” siger Flemming Knudsen .
” Det var meget betegnende for hans måde at være på . Den der hjertelighed og varme . Der var aldrig noget med at glemme gamle venner . Dem svigtede han aldrig ,” fortæller Flemming Knudsen med armen hvilende om Bamses gamle sæde .
” Han var et pragtfuldt menneske . Men jeg venter lidt endnu , før jeg mødes med ham igen .”
22