”
”Vi har 100.000
kvadratmeter, og
så har vi sågar en
museumsbygning.”
– Thorkild Tot Clemmesen,
sektionsleder i serviceafdelingen
Psykiatrisk Hospital hed oprindeligt
“Den Nørrejydske Helbredelsesanstalt
for Sindssyge”.
På hver side af hegnet
Himlens opbrud ændrer murstenenes op-
rindelige farve, efterhånden som dråber-
ne rammer malingen. Rundt om hjørnet
dukker en have op med sorte plastikstole
placeret rundt omkring i forskellige
afkroge. På en asfalteret fodboldbane i
midten står to små børnefodboldmål, der
begge har set bedre dage, dengang de
både havde net i og maling på.
Et fem meter højt, grønt stålhegn
vokser op ad det våde græs og skiller én
virkelighed fra en anden. Fire skikkelser
indrammet i røg kigger ned fra et lille
firkantet glasbur, der er bygget ud fra
murstenene og hænger og svæver oppe
ved fjerde etage. Skikkelserne har stillet
sig helt hen til glasset, så de kan se udover
hegnet, mens de suger og puster røg.
Thorkild Tot Clemmensen står på den
anden side af hegnet og kigger ind igen-
nem det. Han lader sin strakte hånd hvile
over øjenbrynene, mens han siger:
“Jeg har ikke oplevet mange ubehage-
lige episoder med patienter. Personalet er
meget mere udsatte, end os fra serviceaf-
delingen. Patienterne ser sig ikke så ofte
sure på os. Vi er jo ikke behandlere og vil
give dem medicin. Vi er ganske fredelige.”
En verden under jorden
Han smiler, mens han går ned ad en lille
trappe og rasler med sit nøglebundt.
Klik. Han åbner forsigtigt døren, og bliver
mødt af en tør og indelukket duft af be-
ton og ledninger. Tunnelsystemet under
hospitalets jord er tre kilometer langt, og
bliver brugt til at transportere alt fra mad
til patienter.
Tilbage i 1980’erne, da Thorkild Tot
Clemmensen startede, havde de ikke
vogne til at transportere ting rundt med,
og tunnelerne var ikke så udbygget, som
de er i dag. Det gjorde alting lidt mere
besværligt:
“Der skulle man slæbe det hele. En sæk
14
med stiklagener på skulderen og en kasse
øl - det var sgu tungt at bære. Derudover
skulle vi bevæge os rundt i nogle smalle
skakter.”
De lange lysstofrør, der hænger på væg-
gen oppe under loftet, lyser den kolde
gang op med et gulligt skær, før den
deler sig i tre. På endevæggen er malet
to store firkanter i orange og lilla farver,
hvor man kan orientere sig om gangenes
endestationer og stop på vejen. Behand-
lergang og Q-sengeafsnit til højre, forsk-
ningsenhed og P-sengeafsnit til venstre.
Gangen til venstre minder mest af alt
om noget fra en gyserfilm. Lysstofrørene
er ikke længere gullige, men udsender
et skærende blegt lys. Forfatteren Inger
Wolf havde hørt om disse underjordiske
tunneller, og sidste år kom hun forbi ho-
spitalet for at blive vist rundt af Thorkild
Tot Clemmensen og hente inspiration til
sin næste gyserroman.
Turen er ved at være slut, og Thorkild Tot
Clemmensen går ind i en elevator. Det er
den ældste elevator i bygningen, og dens
slidte ydre og knirkende lyde ville nok få
de fleste til at tage trapperne, men ikke
ham.
“Alt det nymodens går sgu i stykker -
denne her, den fungerer,” siger Thorkild
Tot Clemmensen, mens han stille flyver
op mod servicegangen, hvor hans kontor
ligger.