AARHUS KORT
BJARNE REUTERKLASSIKER ER ÅRETS
JULEGAVE FRA AARHUS
TEATER
Aarhus Teaters store juleforestilling for hele familien er
i år Bjarne Reuters ”Fakiren fra Bilbao”. Fortællingen om
tvillingerne Kamma og Tom, der flytter ind i det gamle,
faldefærdige hus Elgens Øje og finder den kostbare og
eftertragtede kæmpediamant Koo-loon. Da to forbrydere
forsøger at stjæle diamanten, får Kamma og Tom uventet
hjælp i kampen af cirkusspøgelset Fakiren fra Bilbao, der
indtil da har været spærret inde i en kuglepen i 10 år.
Forestillingen er instrueret af Geir Sveaass, som også stod
bag sidste års succesfulde opsætning af ”Snedronningen”,
og Jacob Madsen Kvols spiller titelrollen som fakiren.
”Fakiren fra Bilbao” har premiere den 18. november og
kan opleves på Aarhus Teater frem til den 21. december.
FOTO Michael Harder
RINGGADEBROEN FORVANDLES
TIL LYSENDE KUNSTVÆRK
Som et led i Aarhus 2017 vil 200 lamper fra januar hver aften oplyse den
gamle Ringgadebro. Lyset vil nuancere i forskellige farver, da det reguleres
efter en kameraregistrering af himlens farver i det tidsrum, hvor solen går
ned. Det resulterer i en naturlig lyssætning på broen, der spiller sammen
med omgivelserne. Kunstneren bag ”Hesitation of Light”, som værket hedder, er den aarhusbaserede Signe Klejs. Tanken bag projektet er, at det skal
sætte fokus på godsbaneområdet og den nye bydel, Aarhus K, der står for
kreativitet og kultur
Lysene på Ringgadebroen tændes torsdag den 12. januar 2017 og kan
opleves hver aften helt frem til år 2023.
PANORAMA FOKUS
SAMLER PENGE TIL
AFRIKAS HEKSEBØRN
Den 28. september kunne en stopfyldt Lille Sal i Musikhuset lære mere om stifteren af DINNødhjælp, Anja Lovén, og
hendes arbejde for at hjælpe de såkaldte heksebørn i Nigeria,
som stadig i dag udstødes, tortureres og dræbes som følge af
gammel overtro. Foredraget resulterede i en donation på i alt
13.527 kroner fra publikum til nødhjælpsarbejdet.
Foredraget med Anja Lovén var den første udgave af Panorama Fokus. Anja Lovén er lige nu aktuel i dokumentarserien ”Anja og heksebørnene” på DR2.
FOTO David Bering
Fan af Aarhus Panorama?
Giv et bidrag via MobilePay
30 22 28 78
DIT BIDRAG GØR EN FORSKEL
Aarhus Panorama er dit magasin. Vi giver dig portrætter af byens spændende
personligheder og inviterer dig med bag facaden i byens afkroge. Vi ønsker at
fortælle historier, der overrasker dig. Historier, der begejstrer dig over at være
aarhusianer. Er du også begejstret for Aarhus Panorama, vil vi værdsætte din
støtte. På den måde kan vi fortsætte med at overraske dig.
Send dit støttebeløb via MobilePay til 30 22 28 78. Hver en krone tæller.
NYT KVARTER SKABER OVER
1000 BOLIGER I MIDTBYEN
I det gamle erhvervsområde overfor Åhusene på Søren Frichs Vej er et nyt
byggeri nu i støbeskeen. Trianglen, som projektet hedder, bliver en trekantet, lukket karré i op til syv etager med 361 lejligheder og 2000 kvadratmeter til erhverv. Den bagerste del af det gamle erhvervsområde, der i dag
huser Starks distributionslager, skal også omdannes til boligkvarter, når
firmaet næste år flytter ud af midtbyen. Tilsammen kommer hele det nye
byområde til at rumme flere end 1000 boliger, hvoraf en del vil blive almene.
Begge projekter er en del af en større byudvikling i godsbaneområdet,
der de kommende år vil skabe en helt ny bydel i centrum.
MASSER AF GRATIS
ARRANGEMENTER TIL
AARHUS 2017
Når Aarhus til januar overtager titlen som Europæisk
Kulturhovedstad, skal aarhusianerne ikke nødvendigvis have mange penge op af lommerne for at deltage
i fejringen. Mere end halvdelen af de 400 planlagte
events og arrangementer kommer nemlig til at være
ganske gratis. Temaet for hele projektet er ”Let’s
Rethink”, som på forskellig vis fortolkes i de mange
kulturelle aktiviteter, der vil fylde hele lokalområdet
næste år.
Aarhus 2017 skydes officielt i gang til et stort åbningsarrangement lørdag den 21. januar 2017.
8
JULEMÆND FYLDER STRØGET
FOR ET GODT FORMÅL
Til ”Santa Fun Run” samles små og store julemænd for at samle
penge ind til Fundamentet, som arbejder for at forbedre situationen
for socialt udsatte borgere i Aarhus. Det er Aarhus International
Rotary Club, der arrangerer løbet, som er for hele familien og tilbyder
julemandskostumer til alle aldre og størrelser. Der har tidligere været
afholdt julemandsløb i forskellige byer verden over, men det er første
gang, den aarhusianske gågade lægger fliser til arrangementet, som
vil føre den skæggede, rødklædte skare fra Bispetorvet til Skt. Knuds
Torv og tilbage igen.
”Santa Fun Run” løber af stablen lørdag den 3. december. Det
koster 100 kroner at deltage, og der følger et gratis julemandskostume med i prisen.