HOS ALEXA NDER
lip fra en
frisørsna
Jacob Haugaard
sidder henslængt
i en af Alexanders
læderstole.
Det er tid til
at få trimmet
lokkerne.
”Eller det der
er tilbage,”
indskyder
Alexander med
eT smil.
Håret er der
skam, der er
bare ikke så
meget tilbage.
Hos Alexander
føler man sig
hjemme.
Her kan man
tale om alt.
Tekst: Hans Læsø
Billeder: Morten Pedersen
10
Jacob kan ikke helt huske, hvornår han begyndte at komme hos Alexander. Men det
kan Alexander. Det er i hvert fald 4-5 år siden,
indskyder han. Jacob nikker:
”ja, det er nok noget i den dur.” De to har
langsomt opbygget et personligt forhold,
og når man spørger dem, hvad de snakker
om i salonen, så lyder svaret samstemt: ”Alt!”.
”Sjovt og dybt, pjat og alvor,” følger Alexander
op.
”Skal vi se at få vasket dit hår, Jacob,” siger
Alexander, mens han bevæger sig mod baglokalet, hvor to vaskestationer troner på repoet.
Jacob rejser sig fra sit magelige leje og sætter
sin kaffe fra sig. Konen Ilse, Jacobs kærlighed
gennem mere end 31 år, sidder i nabostolen
og venter. Det er hendes tur næste gang.
”Har du flyttet skraldespanden?” Jacob leder
efter et sted, hvor han kan skille sig af med sit
tyggegummi. Præcis som i folkeskolen, hvor
lærer ’Hr. Østergaard’ obligatorisk troppede
op ved Jacobs bord for at få ham til at spytte
ud. I et kort øjeblik er hans tanker tilbage på
skolebænken. Det bringer minder frem.
Jacobs velkendte latter fylder rummet,
mens Alexander gør vandet klar.
Jacob sætter sig, og Alexander finder shampooen frem. Vandet risler og gør håret vådt.
De to taler videre om skolegang, lærere og
spanskrøret. Efter kort tid er Jacob igen på
fødderne.
Den onde Jacob
Tilbage i stolen og tilbage til kaffen. Muzakken
spiller i baggrunden. Døren går og ind kommer
Ilse. Hun har hentet frokost, som skal med til
vejen. Alexander finder saksen frem.
Han behøver ikke at spørge til Jacobs ønsker.
Han ved præcis, hvordan Jacob vil have det
eller rettere sagt, hvordan Ilse vil have det.
Egentlig går Jacob mere op i sit hår, end han
vil være ved. For som han selv udtrykker det,
så er han meget forfængelig.
”Helt fra barnsben var jeg tosset med at klæde
mig ud. Jeg husker en periode, hvor jeg rendte
rundt med guldbriller uden glas. Jeg synes
selv, jeg var ret smart, men når jeg kom til familiefester, så rystede folk på hovedet af mig,
og så fik vi et fælles grin af det,” siger Jacob.
”Tidligt faldt jeg for farverigt tøj. Jeg ville gerne gøre op med de traditionelle og kedelige
grå nuancer, som man altid så herrerne iklæde
sig. Jeg er mere til stærke farver, og når jeg
så en kvinde i en gul eller rød blazer, blev jeg
dybt misundelig. Siden hen har Jacob brugt
udklædningen som en form for meditation.
”Nu er jeg så heldig at være i en branche,
hvor vi konstant klæder os ud.”
Og udklædning er da også blevet et af Jacobs
varemærker. Vi har alle set ham bære det ene
farverige, skøre, selvlysende, blinkende,
opmærksomhedsvækkende jakkesæt efter
det andet, som for eksempel konferencier til
Grøn Koncert eller som hyppig gæst på sendefladen. Men for Jacob er det ikke bare fis
og ballade.
”Når jeg har en dårlig dag og er inde i en af
mine perioder, hvor jeg kan mærke, at ’den
onde Jacob er på vej’, så kan jeg godt finde
på at tage fin skjorte og jakkesæt på. Uden at
skulle noget bestemt. Det giver mig en hvis
tryghed og ro, hvor mærkeligt det end lyder.
Showbiz har været min redning.”
Jacob retter på skjorten. I dag har han en
T-shirt med Leningrad Cowboys udenover en
hvid skjorte. Yderst bærer han en stilig jakke.
Ilse afbryder:
”Jacob, sådan kan man ikke gå. Der er da ingen, som har en T-shirt uden på en skjorte.”
Men Jacob smiler blot og pointerer, at han sgu
da ser meget godt ud. Alexander undlader at
vælge side. Reporteren tager Jacobs parti.