Aarhus Panorama // marts // 2021 | Page 15

Klokken 08:30
Jakob Clausen lægger telefonen fra sig , da den næste begynder at ringe . Mens han tager imod den nye bestilling , begynder den første telefon at ringe igen .
” Lige to sekunder ,” siger han med en telefon i den venstre hånd og tager den kimende telefon med højre :
” P . Clausen Fiskehandel , lige et øjeblik .”
Han færdiggør ordren i venstre telefon , så i højre og lægger til sidst dem begge ned . De begynder at ringe igen .
Selvom Jakob Clausen nyder at være i forretningen , var det noget anderledes at smide en direktørhat oven på den blå kedeldragt . Ud over at være grøn i både aflæsning af balancer og lønchecks , skulle han vænne sig til at være en 22-årig autoritet for sin egen familie , heriblandt sin storesøster Iben Frøjk Clausen og kusine Dorthe Clausen på kontoret , samt fætter og butikschef Martin Clausen .
” Det var svært at komme som den yngste af alle ansatte og bestemme . Jeg bliver mere ked af det , hvis jeg skælder familien ud , for jeg ved , at det går dybere for os . Men det gode ved familien er jo netop , at vi er åbne , kærlige og sjove over for hinanden . Det giver mig klart mere positivt end negativt at være en familievirksomhed ."
Klokken 10:00
Martin Clausen stikker hovedet ind i det lille personalerum over for kontoret .
” Vil du ikke hente de hvide æsker og stable dem i opbevaringsrummet ?” spørger han en medarbejder , men går med til at lade ham drikke sin sodavand færdig , selv om der ikke er pause .
Der bliver drukket langsomt , mens Martin Clausen jævnligt tjekker op på processen . Som den eneste i personalerummet skynder han ikke på medarbejderen .
I 2022 kan Martin Clausen fejre 25-års jubilæum hos P . Clausen . Han havde heller ikke barnedrømme om fisk , men efter at have arbejdet i forskellige brancher , blev han lokket til at tage par lørdagsvagter i butikken . Det blev til fuldtid og en titel som butikschef .
Efter noget tid kommer butikschefen ind i personalerummet med favnen fuld af hvide papæsker og stiller dem på gulvet foran den tørstige medarbejder .
” Her er æskerne . Så tænker jeg , at du bare kan lægge noget plastik over og så stille dem ind i rummet ,” siger han til medarbejderen , der smiler lidt , tømmer flasken og begynder at hjælpe .
Ligesom Jakob Clausen har Martin Clausen sat sit præg på familieforetagendet . Ud fra drømmen om at ville arbejde med udsatte børn og unge , har butikschefen gennem forretningen taget udsatte borgere til sig og givet dem en chance for at trives med faste rammer og kollegaer .
" Vi kan rumme meget hernede , og det er dejligt at kunne være der for andre og være vidne til , at de får det bedre . "
Klokken 12:00
Martin Clausen udbryder : ” Du har fået en helt naturlig hårfarve , ligesom mig !” Han løfter kasketten for at afsløre grålige toner i den korte frisure . En lav dame med hvidt hår begynder at smile , mens butikschefen fortsætter :
” Jeg kunne næsten ikke kende dig . Du plejer at have samme hårfarve som …” han kigger rundt og tager så fat i en rød og en orange flaske Sriracha : ”… som en blanding af de her to .”
Nu griner damen og begynder at gå ind i butikken .
” Nå , hvad skal du ha ’?” spørger Martin Clausen til sidst .
Det er ikke kun muligheden for at hjælpe , der får Martin Clausen til at holde af sit karrierevalg . Som butikschef kan den 47-årige spasmager lægge armen om en kundes skulder og sætte en diskussion i gang om , hvilken gammel , dansk skuespiller torsken ligner .
" Man skal være der , hvor man er god , og jeg er god til mennesker . Jeg møder mange kunder og kollegaer hver dag , og de kommer ikke kun for fisk . Jeg kan få lov at lave noget fis og ballade med folk . Det er aldrig kedeligt , og det er lige min ånd ."
” Det koster 345 i dag ,” siger Martin Clausen til damen med den naturlige hårfarve . Deres farvel kan knap høres , for i samme øjeblik udbryder Jakob Clausen : ” Kom du ind til mig , min ven !” En midaldrende mand kommer ind i forretningen og spørger , om der er flere fiskefileter .
Sådan bliver Jakob Clausen , Martin Clausen og de andre i P . Clausen Fiskehandel ved , indtil døren lukker klokken 17.30 . Efter oprydning og lidt klargøring til dagen efter , slukkes det hvide lys , og glasruderne er mørke for en kort stund , indtil natten og nye leveringer kommer .
15