I hælene på
en gadepræst
Vi følger i hælene på en person, som
har en hverdag ud over det sædvanlige.
Mød gadepræsten Mette Birk.
Gadepræsten Mette Birk laver alt fra samtaler med kriseramte og
samarbejde med politiet til intimkoncerter for udsatte borgere.
I et forsøg på at beskrive hendes arbejde mere korrekt, har hendes
stillingsbetegnelse siden 1. januar i år været ’Præst for socialt udsatte’.
Men Mette Birk føler ikke, at nogle af de to betegnelser egentlig
opsummerer, hvad hun laver. Følg med i et udsnit af hendes
foranderlige hverdag.
Tekst: Nanna Westergaard
foto: Ivan Pral
12.00: Samfundets
skraldsepand
På denne dag har Mette Birk taget for-
middagen fri, fordi hendes yngste søn er
syg, så hun møder først på det sparsomt
indrettede, men stadig hyggelige, kontor
til middag. Det er her, hun har de fleste af
sine samtaler.
”Det bliver meget flygtigt det møde,
man har med folk på gaden,” forklarer
hun. ”Det er jo de færreste, der gider at
stå og diskutere tro og religion, eller om
de har det svært med et eller andet nede
på Strøget.”
Så er det nemmere for Mette Birk at
hjælpe hendes borgergruppe bag den
lydisolerede dør på hendes kontor.
70
”Jeg har 3-4 samtaler om dagen. Jeg vil
ikke have mere end fire, for de er virkelig
hardcore mange af dem, meget tunge.
Hver gang jeg tror, jeg har hørt det
værste, så kommer der en ny historie,
som er endnu værre. Så jeg er tvunget
til at være til stede lige her og nu, for jeg
kan ikke forlade mig på en eller anden
forventning om, hvordan det vil være,”
fortæller hun.
Mette Birk beskriver, de fleste af de
borgere, hun hjælper, som en trekant i et
firkantet hul:
”Mange bliver tabt helt vildt meget i
systemet, og så ender de her på en eller
anden måde, fordi vi ikke tænker i syste-
mer på samme måde, som så mange an-
dre organisationer og instanser er tvunget
til. Så vi bliver samfundets skraldespand
på en måde. Og det er der rigtig mange,
der benytter sig af. Stort set alle, jeg har
samtaler med, har været i systemet i
mange år.”
Men selvom Mette Birk er mødt lidt se-
nere i dag, så stempler hun næsten aldrig
helt ud fra arbejdet.
”Jeg er jo i princippet til rådighed 24 ti-
mer i døgnet, for når folk lever på kanten,
er det vigtigt, at de kan ringe til mig, når
det brænder på. Jeg er tit deres abso-
lut eneste connection, fordi de ikke har
andre. Så det betyder jo alt for dem, at
jeg svarer på en besked, og det kan være
enormt skelsættende for dem, at der
faktisk er en for dem,” fortæller hun.