Aarhus Panorama // maj // 2018 | Page 33

Asyl Det tog Babishayini Raveendran fra Sri Lanka fem år at få fast bopæl i Danmark. Fem år uden sin familie, men med rædsel, flugt og ensomhed. Det er Lillejuleaften. Julelysenes skær danser i ruderne. Den nye familie står samlet om Babishayini Raveendran, der knuger telefo- nen i sin hånd og lytter til stemmen i den anden ende. Beskeden går som et stød igennem hen- des unge krop, der bliver helt slap, så hun falder om på jorden. Hendes lange fingre sø- ger op foran ansigtet og skjuler tårerne, der glinser på hendes æblekinder. Tårerne løber videre ned til et storslået smil, og hendes glædestårer smitter menneskene omkring hende. Hun forstår det ikke. "Det var den bedste dag i mit liv. Det var som en julegave. Jeg behøvede ikke være bange mere. Nu havde Danmark forstået mig, nu troede Danmark på mig," smiler Ba- bishayini Raveendran, mens de slanke fingre dækker hendes ansigt, som tror hun stadig ikke på det. Efter fem års kamp kunne Babishayini Raveendran i 2015 endelig genstarte sit liv og påbegynde sine drømme. Hun havde endelig fået opholdstilladelse i Danmark. Hvad er en dyne? "Jeg er opvokset med masser af kærlighed. Jeg var den eneste pige blandt to drenge. Jeg voksede op som en prinsesse. Min far og mor gjorde alt for mig. Og så skulle jeg miste dem, savne dem og leve alene," fortæller Babishayini Raveendran om sin familie. Det tætte, sorte hår falder som et slør om hen- des skuldre, mens de dybbrune øjne stirrer fasttømret ud i luften. ’Asyl’. Det var det eneste danske ord, den dengang 16-årige Babishayini Raveendran kunne, da hun ankom alene til Københavns Hovedbanegård i 2010. Otte måneder tidli- gere havde den frygtindgydende borgerkrig i Sri Lanka skilt Babishayini Raveendran fra sin familie. Kort efter måtte hun flygte ud af landet alene. I Danmark var alting anderledes. Byg- ningerne lignede ikke noget, Babishayini Raveendran før havde set. Alle mennesker var hvide. Sproget lød som volapyk, og maden var så fremmed, at det ikke ville blive i hendes mave, da hun fik serveret sit første måltid. En mørk, kold vinteraften kom Babishay- ini Raveendran til modtagercentret Sjæls- mark på Sjælland. Personalet gav hende en venlig velkomst og viste hende sit nye værelse. ”De gav mig en dyne og et dynebetræk, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge sådan en til. Jeg havde aldrig set en dyne før.” 33