Asyl
Det tog Babishayini Raveendran
fra Sri Lanka fem år at få fast
bopæl i Danmark. Fem år uden
sin familie, men med rædsel,
flugt og ensomhed.
Det er Lillejuleaften. Julelysenes skær danser
i ruderne. Den nye familie står samlet om
Babishayini Raveendran, der knuger telefo-
nen i sin hånd og lytter til stemmen i den
anden ende.
Beskeden går som et stød igennem hen-
des unge krop, der bliver helt slap, så hun
falder om på jorden. Hendes lange fingre sø-
ger op foran ansigtet og skjuler tårerne, der
glinser på hendes æblekinder. Tårerne løber
videre ned til et storslået smil, og hendes
glædestårer smitter menneskene omkring
hende. Hun forstår det ikke.
"Det var den bedste dag i mit liv. Det var
som en julegave. Jeg behøvede ikke være
bange mere. Nu havde Danmark forstået
mig, nu troede Danmark på mig," smiler Ba-
bishayini Raveendran, mens de slanke fingre
dækker hendes ansigt, som tror hun stadig
ikke på det.
Efter fem års kamp kunne Babishayini
Raveendran i 2015 endelig genstarte sit liv
og påbegynde sine drømme. Hun havde
endelig fået opholdstilladelse i Danmark.
Hvad er en dyne?
"Jeg er opvokset med masser af kærlighed.
Jeg var den eneste pige blandt to drenge.
Jeg voksede op som en prinsesse. Min far og
mor gjorde alt for mig. Og så skulle jeg miste
dem, savne dem og leve alene," fortæller
Babishayini Raveendran om sin familie. Det
tætte, sorte hår falder som et slør om hen-
des skuldre, mens de dybbrune øjne stirrer
fasttømret ud i luften.
’Asyl’. Det var det eneste danske ord, den
dengang 16-årige Babishayini Raveendran
kunne, da hun ankom alene til Københavns
Hovedbanegård i 2010. Otte måneder tidli-
gere havde den frygtindgydende borgerkrig
i Sri Lanka skilt Babishayini Raveendran fra
sin familie. Kort efter måtte hun flygte ud af
landet alene.
I Danmark var alting anderledes. Byg-
ningerne lignede ikke noget, Babishayini
Raveendran før havde set. Alle mennesker
var hvide. Sproget lød som volapyk, og
maden var så fremmed, at det ikke ville blive
i hendes mave, da hun fik serveret sit første
måltid.
En mørk, kold vinteraften kom Babishay-
ini Raveendran til modtagercentret Sjæls-
mark på Sjælland. Personalet gav hende
en venlig velkomst og viste hende sit nye
værelse.
”De gav mig en dyne og et dynebetræk,
men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge
sådan en til. Jeg havde aldrig set en dyne før.”
33