Gennembrud
Anderkendelsen kom i 2003, da hun stillede op
i talentshowet Stjerne for en aften. Da Pernille
Vallentin sad på vej hjem i toget mod Aarhus
efter showet, ringede telefonen.
branchen. Også fordi jeg ikke var kommet ind
på nogle af skuespillerskolerne … den med
skolerne, den hænger stadig. Jeg følte mig
endelig accepteret,” fortæller Pernille Vallentin.
Ændret tilværelsE
Det var filminstruktøren, Ole Christian
Madsen. Han havde set programmet, og ville
have Pernille til en casting til rollen, som ”Gule
Tilde” i filmen Nordkraft.
Men bedst som den lille kvinde med det store
talent for alvor havde sparket døren ind, ændrede hendes tilværelse sig. Hun blev gravid – og i
april 2012 fødte hun sin første søn, Charlie.
”Det var nu det gjaldt. Nu måtte det briste eller
bære. Tildes rolle var den sidste, de manglede
at besætte. De ledte efter en, der nærmest skulle
være … ja overjordisk – men det måtte ikke
virke påtaget. Det var åbenbart i mig, dét, de
ledte efter”.
”Jeg troede selvfølgelig, at havde læst alt og vidste alt. Det gjorde jeg ikke. Dét at blive mor tog
al min tid – det fyldte alt. Jeg kunne ikke finde
ro i hovedet, til at koncentrere mig om noget
andet. Til tider var det virkelig frustrerende
… og jeg tænkte ’Åh nej – er min karriere nu
slut for altid?’. Jeg kender mange, der bare hev
babyen med til prøver på teatre og filmset.
Men det kunne jeg ikke, for Charlie havde
kolik, så de første tre måneder skreg han
konstant.”
Nordkraft blev en ilddåb. I filmen spiller
Pernille Vallentin over for Thure Lindhardt i
rollen som ’Gule Tilde’ – en skrøbelig og medafhængig ung pige, der kæmper for at komme
ud af forholdet til kæresten ’Steso-Thomas’.
Begge roller er fortabte sjæle, der misbruger alle
former for stoffer – og hinanden.
”Det var en heftig start. Man skyder ikke
en film kronologisk, så vi begyndte med en
af scenerne oppe i tårnet, hvor Thure og jeg
skulle sidde og kysse og græde. Det var virkelig
skræmmende at starte der. ’Hvad med at begynde med en scene, hvor vi bare går ud af vej
eller noget andet?’ tænkte jeg. Jeg var hamrende
nervøs, men det var Thure også, så på den måde
hjalp vi hinanden. Det var virkelig intenst.
Vi boede alle sammen oppe i Aalborg det meste
af tiden og var væk fra alt vi kendte,” fortæller
Pernille Vallentin.
Det største skulderklap
I kølvandet på Nordkraft fulgte flere roller.
Blandt andet i Lone Scherfigs film Hjemve
fra 2007, hvor hun spiller Mette-Inge. Året
efter lagde Pernille Vallentin dansk stemme til
den skrappe rådhårede prinsesse Selenia i Luc
Bessons film Arthur og Minimoyserne. Mange
husker måske også Pernille Vallentin, som den
overgearede Sanne fra Storebæltsreklamerne,
som hun medvirkede i i 2008 og 2009.
Da instruktøren Ole Bornedal i 2009 castede
Pernille Vallentin i rollen som den forpinte og
kuede Scarlett i thrilleren Fri os fra det onde,
kom det største skulderklap fra branchen. I
2010 og 2011 vandt Pernille Vallentin både en
Robert og en Bodil for bedste kvindelige birolle
i filmen.
”Det var så underligt. Jeg blev selvfølgelig vildt
glad – men så … er det sådan, det er. Jeg tror
altid, det føles vildere, når man er i en proces,
hvor der er noget man drømmer om og stræber
efter. Men det betød meget. Det var jo en
anderkendelse og et kæmpe skulderklap fra
Da der var igen var kommet ro på tilværelsen,
var Pernille Vallentin klar til at vende tilbage til
jobbet. Ved Bodilprisen 2012 skulle hun overrække en pris til skuespilleren Tommy Kenter.
Den årlige prisfest var den perfekte mulighed
for at fortælle, at hun var tilbage.
Klar til at arbejde. Hvad Pernille Vallentin ikke
vidste – midt på den røde løber til prisfest med
etablissementet – var, at hun var gravid igen.
Sidste år i november fødte hun sin anden søn,
Bille.
Roen over broen
Når det er svært at få enderne til at hænge sammen, sætter Pernille Vallentin kurs vestpå mod
det jyske. Hos forældrene i Horsens er der ekstra hænder til at hjælpe med babyer og bleskift.
Og lidt nordpå, i Aarhus, finder hun roen.
”Selvom der kan gå mange måneder mellem
mine besøg i Aarhus, er det altid samme følelse.
Det velkendte. Så snart jeg træder ud fra banegården, går jeg som regel gennem Ryesgade og
over Clemens Bro. Så falder roen ind over mig.
Jeg føler mig ligesom hjemme. Det fornemmelse har jeg ikke fået i København,” forklarer
Pernille Vallentin.
Friheden ved at flytte til hovedstaden var dog
tiltrængt. København var ny, større og spændende. Det var rart at være sig selv og ikke hele
tiden støde på en man kendte, når man gik en
tur ned af gågaden.
Umiddelbare jyder
I København kunne hun være sig selv på en
anden måde. Og Pernille Vallentin er stadig
glad for købstaden og Vesterbro, hvor hun bor
sammen med kæresten. Men Aarhus har det
med at snige sig ind.
Aarhus Panoramas fotograf Ulla Bjulver har lokket
Pernille Vallentin i et studie i København. Tøjet
er venligst udlånt af David Andersen og Barbra
Gongini. Makeupartist er Tina Kristoffersen.
25