forfatter. Det første indlæg på ”Stinestregen”
blev lagt op den 20. juli 2008, og siden har
Stine Spedsbjerg delt ud af sit liv med flere
tegnede indlæg med tilhørende kort tekst
om ugen. På godt og ondt. Således er der kun
et indlæg på bloggen fra april 2011, som til
gengæld er en tegnet version af Stine Spedsbjergs periode med alvorlig stress.
Almindeligt hoved
Det er en solskinsformiddag, da jeg skal mødes med kvinden bag Stinestregen i hendes
og kærestens taglejlighed på Frederiksbjerg.
Jeg er nervøs. Det plejer jeg ikke at være, når
jeg skal lave portrætinterviews. Men for første
gang har jeg fået indblik i, hvad en
interviewperson har tænkt
om en mailkorrespondance med mig. Og
jeg synes ikke synderligt om at se mig
som én journalist,
der stresser interviewpersoner med
krav om gratis ting.
På toppen af trapperne åbner Stine
Spedsbjerg døren
ind til den lejlighed,
der både er hendes
hjem og hendes arbejdsplads.
Kender man StineStregen, vil man vide,
at Stine Spedsbjergs tegnede version af sig
har en knold og et stort hoved. Den virkelige
versions hoved har en ret almindelig størrelse.
Men oven på det er knolden på plads.
Selv hvis man ikke var klar over, at den ene af
lejlighedens to beboere har en forkærlighed
for tegnede fortællinger, er der en del små
hints, der peger i den retning: I sofaen står
en pude med adskillige blyanter afbilledet på
betrækket.
På reolerne er figurer fra kendte tegneserier
som den japanske ’Min nabo Totoro’ af japaneren Hayao Miyazaki og den amerikanske
tegneserie ’Adventure Time’ stillet som dekoration. Og endelig er der spredt et udvalg
af Stine Spedsbjergs eget tegneunivers på
spisebordet.
”Når jeg tegner, er det en måde at få den
verden, jeg har inde i hovedet, ned på papir.
Jeg tror, de flestes indre verdener er meget
uspecifikke – de er ikke så konkrete. Jeg
skriver jo også meget, og når man skriver ting
med ord, så bliver de meget konkrete og i
rammer, hvor tegninger har en anden åbenhed,” fortæller Stine Spedsbjerg.
Hun har aldrig forstået, hvorfor det at tegne
blev en barnlig ting, man skulle vokse fra.
”Jeg kan huske, at jeg syntes, det var så
underligt, da de andre børn stoppede med at
synes, det var sjovt bare at sidde og tegne,”
konstaterer Stine Spedsbjerg.
Et stort skridt
Bloggen StineStregen begyndte, mens hun
stadig var i gang med journalistuddannelsen.
Stine Spedsbjerg har aldrig følt sig som en
særlig teknisk dygtig tegner, så derfor var
det et stort skridt for hende at stille sin første
tegning til frit skue for andre.
”Det var en sindssyg overvindelse. Der gik
tre uger, før jeg viste den til min bedste ven.
Egentlig var det jo for min egen skyld, og
ikke fordi nogen skulle se den, at jeg lavede
den. Det var for at få øvet mig og have nogle
deadlines og tvinge mig selv til at træne,
som jeg aldrig rigtig havde gjort,” siger Stine
Spedsbjerg.
Men StineStregen kom også til verden midt
i en kærestesorg, og som fast læser på bloggen får man lov til at komme rigtig langt med
ind i Stine Spedsbjergs liv. Både når det går
godt med freelance-forretningen, og kæresten er sød. Men også når Stine Spedsbjergs
søster flytter hjem til hende og passer hende
under den periode, hvor hun havde allermest
stress, ikke kunne hverken sove eller huske,
og hvor meget af tiden – i hvert fald ifølge
bloggen – er gået med at græde.
De personlige og private ting, de fleste af
os ikke skriver på Facebook og helst klarer
inden for hjemmets fire vægge, indvier Stine
Spedsbjerg sine læsere i.
”Jeg synes faktisk, at det på en måde er
noget, jeg skylder. Hvis jeg forventer, at folk
gider læse om mit liv, så skylder jeg dem
ærlighed. Når jeg læser noget om andre – en
biografi eller en blog – så spejler jeg også mig
selv i det. Det er superfristende at fremstille
sig selv på en pæn måde, fordi folk ikke ser
de andre sider og går ud fra, at det nok er
ærligt. Men jeg synes ikke, jeg har en berettigelse til at skrive om mig selv, hvis ikke jeg
også skriver, når det ikke er så nemt,” siger
Stine Spedsbjerg.
Dyrk det uperfekte
Stine Spedsbjerg er ikke ene om at bruge de
mindre gode sider af sig selv og sit liv. Ifølge
15