hver måned, og hvis der er enighed om et
projekt, får grupperne penge til det.
”På et tidspunkt havde vi også kvæg,
men det var rigtig hårdt at passe dem
om vinteren, fordi der blev meget mudret.
Så er det lidt nemmere med hønsene,
grisene og gederne, hvor man kan
have børnene med,” siger Lærke Broge
Henriksen.
”Så lærer de også, hvor tingene
kommer fra,” tilføjer hun.
”Jeg tror helt klart, der er nogen, der bliver tiltrukket af,
at de kan bygge et eller andet usædvanligt hus.”
– Jakob Bønløkke, formand for Andelssamfundet
ET FÆLLES UDGANGSPUNKT
De mange initiativer taget i betragtning
er det sociale liv i Andelssamfundet ikke
blevet til så meget, som man drømte om
helt i starten, mener Jakob Bønløkke. Der
er heller ikke blevet skabt ligeså mange
lokale arbejdspladser, og i modsætning
til klassiske kollektiver og bofællesskaber
har de fleste bogrupper kun fællesspisning
en enkelt gang om ugen – og det
endda kun, hvis man har lyst.
Hvad angår klima- og miljøhensyn
derimod, er der en generel stor opbakning
over hele linjen, og det er en tryghed
for Lærke Broge Henriksen.
”Jeg ved ligesom, at der er en fælles
baseline, og det er enormt rart. Det
er slet ikke et spørgsmål om: skal vi
affaldssortere? Det handler snarere om
at konkurrere lidt indbyrdes mellem bogrupperne
for at finde frem til en særlig
smart måde at gøre det på,” griner hun
og fortsætter:
”Vi vil for eksempel aldrig havne i
en situation, hvor naboen sprøjter sin
have med gift, hvad jeg ville være helt
vildt træt af, og det gør jo bare det hele
meget nemmere. Selvom der kan være
uenigheder, så er vi temmelig enige om
de basale ting. Det kan jeg ind imellem
godt glemme ikke er en selvfølge.”
23