Aarhus Panorama // juli // 2019 | Page 46

”HVIS JEG HAVDE VIDST, AT JEG SKULLE SPILLE MUSIK TIDLIGERE, SÅ HAVDE JEG JO IKKE VÆRET IGENNEM ALT DET SJOVE OG ALLE DE IRRATIONELLE KRINKELKROGE.” - Kjartan Arngrim om at satse på musikken i en sen alder 46 om de har bedre held på den næste plade. Men jeg tænkte fandme galme nej. Det her, det skal bare ud til folk, for vi synes, det er godt,” fortæller han. Folkeklubben drog på landevejen og spillede deres musik alle de steder, de kunne få lov til det, og efterhånden som deres musik på den måde blev mere kendt, fandt’ Fedterøv’ endelig sin vej ind i radioen og endte med at blive et kæmpe hit. Samtidig er metoden med at turnere landet tyndt, blevet meget ka- rakteristisk for orkesteret. De spiller over 100 koncerter om året i alle landets byer, og langt det meste af deres tid foregår derfor på scenen eller i en tourbus. ”Det er en meget alvorlig og dedikeret tilgang til livet, som også er sjov, men det kræver meget. Der er mange afsavn, som egentlig er meget af det samme som fra min barndom og ungdom. Der er mange fester, fødselsdage og bryllup- per, som jeg misser, for at jeg kan leve det liv, jeg vil.” Kjartan Arngrim beskriver musikken og sit orkesterliv, som det, han har ledt efter hele sit liv. Det lå uden for karakter- ræset, uden for strukturelle forventninger, og så handler det ikke om at vinde eller tabe. Men når det nu er her, han føler sig hjemme, er det så ikke ærgerligt, at han først begyndte sin karriere i Folkeklubben som 31-årig? ”Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle spille musik tidligere, så havde jeg jo ikke været igennem alt det sjove og alle de irrationelle kringelkroge. Hvis jeg havde spillet guitar, siden jeg var syv, så ville jeg være blevet virkelig god til det, men der ville være så mange sange, jeg ikke havde kunnet skrive,” fortæller han. Alle de år, man kunne beskrive som tidsspild, fordi han ikke som sådan bruger sine boldevner eller sin uddannelse, ser Kjartan Arngrim i stedet som et lagret potentiale. For måske er det kun et liv i og omkring psykiatrien, der kan manifestere sig i sange om selvmord som ’Sort Tuli- pan’, og hvis det ikke var for de mange år med tennis, ville han ikke have fået idéen til sangen ’Torben Ulrich’ fra bandets tredje album ’Slå Flint!’. Selvom det er mange år siden, Kjartan Arngrim sidst har stået med en ketsjer i Skovbakken Tennis’ haller, og selvom han er blevet en anden, end han var dengang, så har han ikke helt tabt sine boldevner. Han server flere bolde, hvor han forsøger at få bolden til at ramme så tæt på fotografens linse som muligt, for at få et billede, hvor bolden svæver i forgrunden. Der bliver talt ned, Kjartan Arngrim server, og bolden svæver gen- nem luften og snitter linsen netop hårdt nok til at skubbe skyggen af den. Kjartan Arngrim griner: ”Se, dét var det perfekte slag!”