Marie Kirk fortæller, at de i deres undersø-
gelser under besøgene har observeret, at
der sker en ændring i stemningen hos de
dementramte.
”De bliver mere snakkende, fordi
de pludselig har noget sammen. Der
udveksles gode minder og historier, og
de sammenligner deres oplevelser med
hinanden,” siger hun.
Henning Lindberg har oplevet, at det
kan føre de ældre sammen at dele deres
erindringer.
Han fortæller om to ældre herrer, der
boede ved siden af hinanden på pleje-
hjemmet, men som aldrig havde talt med
hinanden.
Under kaffen i erindringslejligheden
opdagede de, at de begge var gamle
landbrugselever fra Mors. Og så talte de
pludselig varmt med hinanden.
Men næste dag kunne de ikke huske
det, og de opførte sig som før besøget.
Her tænkte plejehjælperen tilbage på
dagen i erindringslejligheden. Hun kom
i tanker om, at det var ordet Mors, der
havde sat gang i erindringerne. Da hun
sagde ”Mors” til dem, begyndte mænde-
ne ivrigt at tale med hinanden om deres
ungdom igen.
”Det handler om at finde ud af at trykke
på de knapper, som sætter en erindring i
gang,” siger Henning Lindberg.
Samme fiskerhistorie for
117. gang i træk
Langt de fleste erindringer, de demente
får, er gode minder. Men der er som-
metider også nogle barske historier, der
kommer frem.
Henning Lindberg fortæller om en
ældre, dement kvinde, som tog en tæp-
pebanker ud af hånden på ham og kylede
den ud af vinduet. Den mindede hende
om, da hun fik tæsk med den af sin far.
60
Men de negative historier er også vigtige
at få med, fortæller Henning Lindberg.
”Vi bærer alle sammen rundt på
historier, og det betyder noget at kunne
fortælle dem,” siger han.
Han mener også, at erindringerne er
vigtige for det sociale liv.
”Det meste, man er social om, er erin-
dringer. Hvis man ikke kan huske noget,
er det svært at kunne være social,”
siger han.
Derfor er enormt vigtigt, at man som
pårørende lytter, fortæller han.
Selvom man sidder til en fødsels-
dagsfest og hører sin farfar fortælle den
samme fiskerhistorie for 117. gang. i træk,
er det vigtigt at lytte efter.
”Det er muligvis den sidste historie,
han kan. Det er derfor måden, at han kan
bidrage til fællesskabet på. Der går meget
af et menneske, hvis familien ikke vil høre
på det, “siger han.
Erindringsformidlingen kan netop have
effekten, at man føler sig som en del af
fællesskabet igen, fortæller Marie Kirk.
”Det er med til at styrke intimiteten og
det sociale bånd, fordi man kan føler, at
man kan bidrage med noget igen,”
siger hun.
Bliver noget værd igen
Det er ikke kun fællesskabet, der bliver
påvirket. Det styrker også identitetsfølel-
sen at kunne huske igen.
”Når du kommer i tanker om noget fra
dit liv igen, så er det med til at forstærke
identitetsfølelsen. Du husker pludselig,
hvem du er og var,” siger Marie Kirk.
Henning Lindberg kan også se en tyde-
lig effekt på de ældres selvværd.
De går fra at være krumbøjede til i
stedet at ranke ryggen.
”Man er noget i kraft af sine erindringer.
Så det at blive lyttet til gør, at man bliver
noget værd igen,” siger han.
Han fortæller, at selvværdet tages fra en
med alderen. Det er derfor vigtigt at få
noget af det igen gennem erindringerne.
”Man er hele tiden under afvikling, når
man bliver ældre. Man kan mindre og
mindre. Derfor er det af stor betydning,
når man føler, man kan bruges til noget
igen,” siger han.
Tilbage i stuen har gæsterne plantet
sig i sofaen og begynder at finde salme-
bøgerne frem.
Et stort smil breder sig hos Kurt
Andersen.
”Der er så mange ting, jeg genkender
her. Det er som at komme hjem,” siger
han og giver sig til at synge med på
sangen sammen med de andre.