”HVIS JEG HAVDE VIDST,
AT JEG SKULLE SPILLE
MUSIK TIDLIGERE, SÅ
HAVDE JEG JO IKKE VÆRET
IGENNEM ALT DET SJOVE
OG ALLE DE IRRATIONELLE
KRINKELKROGE.”
- Kjartan Arngrim om at satse på musikken i en sen alder
46
om de har bedre held på den næste
plade. Men jeg tænkte fandme galme
nej. Det her, det skal bare ud til folk, for
vi synes, det er godt,” fortæller han.
Folkeklubben drog på landevejen og
spillede deres musik alle de steder, de
kunne få lov til det, og efterhånden som
deres musik på den måde blev mere
kendt, fandt’ Fedterøv’ endelig sin vej
ind i radioen og endte med at blive et
kæmpe hit. Samtidig er metoden med
at turnere landet tyndt, blevet meget ka-
rakteristisk for orkesteret. De spiller over
100 koncerter om året i alle landets byer,
og langt det meste af deres tid foregår
derfor på scenen eller i en tourbus.
”Det er en meget alvorlig og dedikeret
tilgang til livet, som også er sjov, men
det kræver meget. Der er mange afsavn,
som egentlig er meget af det samme
som fra min barndom og ungdom. Der
er mange fester, fødselsdage og bryllup-
per, som jeg misser, for at jeg kan leve
det liv, jeg vil.”
Kjartan Arngrim beskriver musikken
og sit orkesterliv, som det, han har ledt
efter hele sit liv. Det lå uden for karakter-
ræset, uden for strukturelle forventninger,
og så handler det ikke om at vinde eller
tabe. Men når det nu er her, han føler sig
hjemme, er det så ikke ærgerligt, at han
først begyndte sin karriere i Folkeklubben
som 31-årig?
”Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle
spille musik tidligere, så havde jeg jo ikke
været igennem alt det sjove og alle de
irrationelle kringelkroge. Hvis jeg havde
spillet guitar, siden jeg var syv, så ville jeg
være blevet virkelig god til det, men der
ville være så mange sange, jeg ikke havde
kunnet skrive,” fortæller han.
Alle de år, man kunne beskrive som
tidsspild, fordi han ikke som sådan bruger
sine boldevner eller sin uddannelse, ser
Kjartan Arngrim i stedet som et lagret
potentiale. For måske er det kun et liv i og
omkring psykiatrien, der kan manifestere
sig i sange om selvmord som ’Sort Tuli-
pan’, og hvis det ikke var for de mange år
med tennis, ville han ikke have fået idéen
til sangen ’Torben Ulrich’ fra bandets
tredje album ’Slå Flint!’.
Selvom det er mange år siden, Kjartan
Arngrim sidst har stået med en ketsjer
i Skovbakken Tennis’ haller, og selvom
han er blevet en anden, end han var
dengang, så har han ikke helt tabt sine
boldevner. Han server flere bolde, hvor
han forsøger at få bolden til at ramme
så tæt på fotografens linse som muligt,
for at få et billede, hvor bolden svæver i
forgrunden. Der bliver talt ned, Kjartan
Arngrim server, og bolden svæver gen-
nem luften og snitter linsen netop hårdt
nok til at skubbe skyggen af den. Kjartan
Arngrim griner:
”Se, dét var det perfekte slag!”