L
ige siden han fandt sit balancepunkt har
39-årige Kjartan Arngrim jongleret med
bolde, og han fortæller selv, at det nok i
virkeligheden er dét, der er hans egen-
tlige talent. Men når han i dag sidder i
cafeteriet med udsigt over Skovbakken
Tennis’ indendørsbaner i Risskov, hvor
han har brugt så stor en del af sin ung-
dom, kommer han til at tænke på Kim
Larsen sangen ’Forklædt som voksen’,
hvor Larsen synger:
’Alle dem, som jeg kendte, er væk.
Måske er de taget til stranden, eller også
er det bare mig, der er blevet en anden.
Når først du har sagt farvel, kan du ikke
komme tilbage.’
”Det passer enormt godt på, hvor vi er
nu. Det hele er noget andet, eller på en
eller anden måde det samme, men jeg er
bare blevet enormt meget en anden. Men
jeg er stadig en legesyg idrætsmand in-
deni, og det er jeg enormt glad for, at jeg
har fået med,” fortæller Kjartan Arngrim.
Selvom man godt kunne mene, at de
mange år, han brugte på at spille tennis,
er spildte, nu hvor han endte med ikke
at bruge det til noget, er Kjartan Arngrim
nemlig meget opmærksom på, at årene
i sportens verden, har været med til at
forme ham, og hvis det ikke var fordi, han
engang var idrætsmand, ville han ikke
være blevet til den musiker, han er i dag.
DET PERFEKTE SLAG
Som 23-årig tog Kjartan Arngrim til Kø-
benhavn for at læse dansk på RUC. På et
tidspunkt efter det første år, sad han i no-
get gruppearbejde og kedede sig, da en
af de andre i gruppen begyndte at spille
noget musik, og så slog det ham. Det ville
han også lære.
”Jeg havde aldrig tænkt, det var en
mulighed før. Ligesom jeg aldrig havde
tænkt, at jeg kunne komme til månen, så
havde jeg aldrig tænkt, at jeg kunne lære
at spille et instrument.”
Men da tanken først havde ramt ham,
kunne han ikke kaste den fra sig igen.
Samme eftermiddag gik han derfor ned
og købte en guitar, og i den efterfølgende
tid blev det altoverskyggende for ham at
lære at spille.
”Ligesom da jeg som barn sagde, nu vil
jeg jonglere en bold 100 gange på min
fod, koste hvad det vil, så ville jeg bare
40
lære at spille guitar. Jeg havde ikke noget
naturligt talent for at spille musik overho-
vedet, men jeg spillede måske otte timer
om dagen,” forklarer han.
Den sportsmentalitet, som han i
sine sene teenageår begyndte at finde
lystdræbende, hjalp ham nu til at finde
disciplinen til at lære at spille guitar
i starten af tyverne. Efterhånden som
han har fundet længere ind i musikkens
verden, er han begyndt at værdsætte sin
fortid som idrætsmand mere og mere,
og samtidig har hans kunstneriske virke
også givet ham et andet syn på idrættens
verden.
Han refererer meget til tennisstjernen
og jazz-musikeren Torben Ulrich, der
netop gennem sit dobbeltvirke som atlet
og musiker, byggede bro imellem de to
verdener. Når han spillede tennis, snakke-
de han om det perfekte slag. Et slag, der
ikke nødvendigvis var et vinderslag, men i
stedet et interessant eller smukt slag. Den
æstetik savnede Kjartan Arngrim, da han
stadig selv spillede tennis, men idéen om
det perfekte slag fylder i stedet meget i
hans tilgang til livet i dag.
”Det er blevet en måde at leve mit liv
på. Jeg går efter det perfekte slag hver
dag, hvilket vil sige, at man forholder sig
frit og legende. Om man går i pladestu-
diet eller er sammen med sin familie, at
man ikke bare gør, som man plejer og
tager det sikre valg. Det synes jeg er en
spændende måde at leve på, men også
en nødvendig måde at leve på.”
TOSSER OG TENNIS
Kjartan Arngrim er vokset op på matrik-
len, hvor Psykiatrisk Hospital tidligere lå i
Risskov. Begge hans forældre var psykia-
tere, og hans far havde sin praksis i hjem-
met, så siden han var helt lille, har han
haft brugere af psykiatrien tæt på.
”Det der med at sige mystiske ting og
skabe sig lidt tosset, at være ved siden af,
det var en normal tilstand. For mig har
det altid været meget underholdende og
trygt,” fortæller han.
Det kan måske virke bizart, at Kjartan
Arngrim fandt tryghed i, at folk omkring
ham sagde absurde ting, råbte og skreg
og generelt henvendte sig på mystiske
måder. Men trygheden lå i, at folk opførte
sig umiddelbart og uden det filter, som
han begyndte at opdage, at folk havde
uden for psykiatrien. Det var i disse tos-
sede og trygge omgivelser, han startede
sine sportslige udfoldelser.
”Jeg tog bare en ketsjer og nogle bolde
med, og så spillede jeg med patienter og
behandlere og tænkte aldrig rigtig over,
om det var den ene eller den anden, der
stod på den anden side af nettet. Jeg ville
bare gerne spille og lege med en bold, og
med tiden fandt jeg ud af, at jeg var god
til det,” fortæller han.
Fra forældrene fik han at vide, at hvis
han så gerne ville dyrke sport, så måtte
han jo melde sig ind i nogle klubber. Så
Kjartan Arngrim meldte sig til både fod-