ORDET ER FRIT
DER GEMMER SIG
NOGET SMUKT
I AARHUS
En af mine yndlingsbeskæftigelser er at
vandre, fordi fødderne planter sig midt i
noget, og kroppen bevæger sig gennem
andres liv. Det er en måde at sætte
tempoet ned på, løfte blikket, få øje på
detaljerne. Måske kommer det af min op-
vækst på landet, hvor det var en helt natur-
lig ting at bevæge sig; tværs over marken,
gennem åen, via landevejen for at besøge
andre. Det var et sted, der ikke spejlede sig
i noget andet – det var bare, som det var.
Sådan forholder det sig ikke med Aarhus, der hele tiden bygger
op og ud mod nye horisonter, men ikke altid husker det, der
allerede findes. Heldigvis er der meget smukt at glædes over,
når man bevæger sig gennem byen, hvor det stadig er muligt
at finde små afkroge med nærvær.
HJEM
Vandstanden er høj i Lystbådehavnen, vinden får nogle af fla-
gene til at synge, bådene vipper, broerne er næsten forsvundet.
Mine skridt føles hårde mod den nye cement. Mit hjem er en
grå cementklods midt på en langtfra færdigbygget ø. Herude
møder jeg aldrig nogen, jeg kender. Det er næsten som at være
hjemme i Sydvestjylland igen; med en enerverende blæst og
følelse af at være afskåret fra det omkringliggende samfund.
Byen har, i de næsten ti år jeg har boet her, altid været på
vej hen mod noget. Sådan har jeg det også med mit hjem; det
er, som om jeg altid er på vej mod et nyt sted. Når jeg betrag-
ter den grå kasse, jeg bor i, der heldigvis brydes interessant af
den orange terrasse, ved jeg, at den er et løfte om i morgen. At
noget andet og nyt venter forude.
Sådan havde jeg det også, da jeg boede i Mejlgade. På den
ene side er det en gade fyldt med udvikling og forandring,
samtidig indeholder den også en række små oaser i dens bag-
gårde, der nogle steder har lignet sig selv de seneste 20 år eller
mere. Husmurene er fyldt med udstillingsvinduer til andres
liv, en terrasse blomstrer vildt, legepladsen er fyldt med sand,
bladene slår, de tre træer er dansende pletter på solen, mens
byen på den anden side bygges om, over tagene kan man høre
nye fundamenter blive hamret i.
MULDEN MANGLER PLADS
Hvor jeg i min opvækst boede et sted, der var usynligt for de
fleste, bor jeg nu i en by, der bliver fremhævet gang på gang.
Et hurtigt blik ud over byen viser en himmel tildækket med
stadig højere bygninger og en skov af kraner, mens byens
muld drukner i bilkøer, blinde cyklister og mobilkiggende
fodgængere. Et stadigt voksende antal linjer opstår i byen,
nye mennesker flytter til, bygninger rykkes ned, erstattes af
store glasfacader, og ildsjæle må dreje nøglen om. Steder
man elsker forsvinder og livløse firkanter tager deres plads.
Sådan kan det i hvert fald umiddelbart se ud, hvis man bevæ-
ger sig mere eller mindre uopmærksomt gennem byen.
Men det er faktisk ikke tilfældet, hvis man løfter blikket, op-
når øjenkontakt med andre, sænker farte