er kostumer i navngivne rum omgivet af
gitre, som man kender det fra kælderrum
rundt omkring i Aarhus. Hvert rum er fyldt
med så meget tøj, at man kan blive væk i
det. ”Holberg-garderobe” står der på en af
dørene. I rummet er der smukt udsmyk-
ket tøj med store, hvide flæser. På gulvet
under tøjet står en trækasse fuld af hvide
sko med brede hæle og sølvspænder.
”Laserummet” står der på en anden
dør. Her er tøjet alt andet end fornemt.
”Et kostume kan blive genbrugt som
laset tøj. Skrædderne har jo alle mulige
tricks til at få tøj til at se møgbelortet ud,
uden at det er det,” fortæller Marianne
Phillipsen. Jeg tager fat i en postkasserød
vest med gulddetaljer foran.
”Den der havde Anders Bircow på i Les
Miserable,” fortæller hun.
Vi går ud af rummet og bevæger os
ned ad gangen og ind i et andet rum, der
har rækker af kjoler og hatte.
”Sidste år fandt jeg et slag, skuespiller-
inden Besse Giersing havde på i en af sine
sidste forestillinger, før hun begik selv-
mord i 1944. I arkivet sidder jeg med over
30.000 fotografier fra teatrets historie, og
der er altså steder, hvor jeg kan genkende
kostumer, vi stadig har.”
Vi farer vild i kjolerækkerne på vej ud
og må vende en omgang for at finde
friheden. Døren til kostumeloftet lukker
vi bag os, og træder ind i skræddersalen.
Midt imellem giner, stofrester og syma-
skiner er tre kvinder i gang med at skabe
kostumer til en kommende forestilling.
Derfra går vi gennem et lille rum, hvor
skuespillerne får taget mål til kommende
kostumer. Vi går op af en trappe igen-
nem malersalen, hvor malerne er i gang
med at male bagvæg til en kommende
forestilling. Til sidst lander vi nede på
bagscenen.
ALDRIG ET MUSEUM
På bagscenen er både gulv og bagvæg
sort. På den anden side af den store bag-
væg er et stykke i fuld gang på Scala-sce-
nen, men der slipper ikke en lyd ud til os.
Heromme hænger kostumer til
skuespillerne i musicalen Jesus Christ
Superstar. Op ad den ene væg står reoler
med glitrende masker og sorte hoved-
beklædninger, som skuespillerne bærer
under forestillingen. På en af hylderne
står et par spraydåser og øverst oppe på
reolen en efterladt vandflaske. Ved siden
af reolen står borde med spejle, hvor
skuespillerne kan opfriske rollens udtryk i
løbet af forestillingen. I hjørnet af spejlene
hænger billeder af skuespillerne, som de
ser ud i rollen som Marie Magdalene eller
Herodes.
”Vi har jo en herregang og en dame-
gang, hvor garderoberne er. Men i en fore-
stilling som Jesus Christ Superstar, hvor
der er mange kostumeskift, foregår de på
bagscenen,” forklarer Marianne Philipsen.
Vi går ind til den store scene med guld-
tapet, lysekroner og 700 tilskuerpladser.
Marianne Philipsen fortæller, at alt ser ud,
som det gjorde for 117 år siden, da teatret
Ved bagscenen er masker og hovedbeklædninger
til Jesus Christ Superstar.
stod færdigt - med undtagelse af et par
tekniske ændringer, som Hack Kamp-
mann ikke kunne have forudset.
”Der var plads til 1000 mennesker,
indtil man udvidede orkestergraven.
Guldtapetet er en kopi af det, der blev
sat op i år 1900, og det er specialfrem-
stillet af en tapetmager i Tyskland, men
lysekronerne er de samme som dengang,”
fortæller hun.
På trods af husets alder, skal man
ikke tro, at huset er et museum. Flere
udskårne luger i det sorte scenegulv er
vidnesbyrd om, at det her er en levende
arbejdsplads. Marianne Philipsen peger
på én af dem ”ja, dem laver man efter
behov, hvis noget skal sænkes op eller
ned,” siger hun.
ELENDIGE PLADSER
Fra scenen kigger vi op på kongelogen,
der i teateret helt usædvanligt er placeret
til højre for skuespillerne - som ét af de
to eneste teatre i verden. Til venstre for
skuespillerne er damelogen placeret.
I teatersprog kaldes de to sider dame-
og kongeside. I det daglige fungerer de
ligesom styrbord og bagbord på et skib.
”Det er sådan skuespiller, instruktør og
scenograf manøvrerer rundt. Men da hu-
set blev bygget, skulle der være restaurant
i samme side som kongelogen. Så den
blev lagt i den modsatte side, hvor der var
plads til en privat trappe og et værelse,
hvor de kongelige kunne blive modtaget,”
fortæller Marianne Philipsen.
Selvom det lyder fornemt med egen
indgang er Marianne Philipsen ikke syn-
derligt imponeret.
På kostumeloftet hænger en række sjal. Heriblandt
skuespilleren Besse Giersings, som hun bar i sin
sidste forestilling, inden hun begik selvmord i 1944.
21