”Når man er
i den midtergruppe, som
unge er, bliver
man overset.
Fokus er ofte på
enten børn eller voksne med
kræft.”
Bonna Segall — sygeplejerske
synlige i situationer, hvor den unge patient er terminal og ikke kan overleve.
”Hvis de unge er døende, kan de
svinge meget i deres forståelse af det.
På den ene side er de fuldstændig med
på, at det er sådan, det er. Men på den
anden side gør de sig stadig tanker om,
hvad de vil, når de bliver voksne. De vil
ud at rejse, have en uddannelse, få børn
og sådan nogle ting,” forklarer Mette
Skov Hansen og fortsætter:
”Og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at de
får lov til at dele deres drømme for fremtiden. Også selvom de inderst inde godt
ved, de ikke kommer til at udleve dem.”
Bonna Segall er enig og pointerer,
at man ikke skal tvinge de unge til at
snakke om døden. Men at de som sygeplejersker omvendt også skal signalere,
at de er åbne over for at tage snakken,
hvis de unge har brug for det. Men også
hvis forældrene har brug for det.
”Forældrene prøver jo især at være
stærke, når de skal håndtere alle de her
ting. Men i bund og grund er de jo dybt
ulykkelige over at se, deres børn skal
herfra,” fortæller hun.
Netop når det kommer til de pårørende i sygdomsforløbet, er det også noget,
man har forsøgt at have større fokus på
hos afsnit D1.
De pårørendes pårørende
”Man står på sidelinjen og kan ikke gøre
noget. Det er enormt frustrerende.”
Else Jørgensen har svært ved at holde
tårerne tilbage. Hun sidder i en lænestol
i hjørnet af patientstuen. Hun er mor til
Anne Nielsen og befinder sig troligt ved
sin datters side, så ofte hun kan komme
til det.
”Det kan godt være svært at finde
overskuddet,” fortsætter hun. ”Men man
gør det alligevel. Man finder et overskud,
man ikke regnede med, man havde.”
På afsnit D1 gør man meget for at
gøre tilværelsen nemmere både for
patienter og pårørende. Blandt andet
er der ingen fastlagte besøgstider på
afdelingen, og hvis den unge patient har
lyst til mors hjemmelavede mad, er der
fri mulig hed for at tage det med.
Som et større initiativ har det siden
2002 været muligt for den unge patient
at invitere pårørende til et såkaldt netværksmøde. Til mødet kan alle komme,
som den unge mener, kan være en
støtte for dem i forløbet. Det kan være
bedsteforældrene, vennerne, fodboldtræneren eller naboerne. For Else
Jørgensen har netværksmødet været en
stor hjælp:
”Det kan være svært at skulle videreformidle det hele selv. Her kan man stille
spørgsmål, som lægerne og sygeplejerskerne er bedre i stand til at svare på.”
Til netværksmøder er det også ofte,
at forældrenes venner inviteres – de
pårørendes pårørende. Og det er vigtigt,
mener Else Jørgensen:
”Man skal huske de pårørende. Dem,
der sidder på den anden side. Og det er
de gode til her på afsnittet,” afslutter hun.
Liv i perspektiv
Ikke alle kan overleve en kræftsygdom.
Heller ikke selvom de er unge. Andre –
og heldigvis de fleste – kommer ud på
den anden side. Én af dem bliver Anne
Nielsen.
”Lægerne har sagt, at jeg uanset hvad
nok skal blive rask. Det, der bliver den
største konsekvens for mig, er, at jeg kan
få et glasøje.” Hun sidder med hænderne
foldet ovenpå dynen. Kigger igen lidt ud
ad vinduet. Efter en lille pause fortsætter hun:
”Men jeg mister ikke livet ved det, og
det er det, jeg skal holde fast i, når de
negative tanker melder sig.”
Generelt har Anne Nielsen forsøgt at
opretholde en positiv tankegang igennem sit sygdomsforløb, selvom det kan
være svært. Når hun tænker over det,
har forløbet været med til at sætte hendes liv i perspektiv:
”Man lærer at sætte pris på nogle andre ting, når man er syg. At sætte pris på
ting, man før har taget for givet.”
For Anne Nielsen er det også vigtigt,
at folk omkring hende ikke er overbeskyttende eller behandler hende anderledes på grund af sygdommen:
”Jeg er ikke skrøbelig. Jeg går ikke i
stykker. Selvom jeg er syg, må man gerne
behandle mig, som man altid har gjort.”
Og Anne Nielsen besidder en enorm
viljestyrke. Selvom hun skal igennem et
længere sygdomsforløb, ved hun, at hun
ikke skal herfra. Ikke endnu. For hende
handler det om at håndtere og acceptere sygdommen. At komme igennem
forløbet. At komme stærkere ud på den
anden side.
Sygeplejerske, Else Matthiessen, hjælper
Anne Nielsen med at skifte slange. De unge
patienter kan kende ungdomafsnittets
sygeplejersker på de blå t-shirts.
AFSNIT D1
Afsnittet fungerer som et dagsafsnit.
De fleste patienter tager hjem om aftenen
efter endt behandling, og der er lukket i
weekenden.
Afdelingen har haft særligt fokus på
unge siden år 2000. Først som et prøveprojekt, men siden 2002 som et fast tilbud til
unge med kræft.
Som noget særligt tilbyder afsnittet et
netværksmøde til alle unge kræftpatienter,
hvor familie, venner og bekendte kan komme
for at høre om kræftsygdommen og spørge
læge og sygeplejersker til råds.
Grayson Perry er en af Englands væsentligste samtidskunstnere
og en vægtig stemme i debatten om køn, identitet og klassesamfund. I sine keramiske værker, vægtæpper og prisvindende TV-serier undersøger han vores samfund og de regler for god smag og
definitioner på mande- og kvinderoller, som vi bevidst eller ubevidst lever efter hver dag.
Udover at behandle unge med kræft,
behandler afsnittet også patienter i alle
aldre med tarmkræft og livmoderhalskræft.
Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 10-17, onsdag kl. 10-22, mandag lukket
42
Udstillingen Hold Your Beliefs Lightly viser bl.a. Perrys undersøgelse af det engelske klassesamfund i TV-serien All in the Best
Possible Taste og den tilhørende værkserie The Vanity of Small
Differences samt den aldrig før udstillede serie All Man, hvor Perry
udfordrer vores definition af manderollen – en udfordring han selv
udlever som transvestit.
www.aros.dk