Aarhus Panorama // januar // 2021 | Page 44

Dobbelt så mange unge føler sig ensomme under corona :

Løsningen findes i fællesskabet

I foråret så vi en fordobling i antallet af unge , der føler sig alvorligt ensomme . Så hvis du har følt dig ramt af ensomhed , er du ikke alene . Heldigvis findes der en effektiv kur : fællesskab .
TEKST Lise Tarp Hansen

Alle unge kan blive ramt af ensomhed . Også aarhusianske unge på trods af at adressen siger Smilets By . Faktisk er 16-29-årige den aldersgruppe , hvor flest føler sig ensomme . Og siden corona for alvor brød ud i Danmark , er antallet af unge , der føler sig ensomme , desværre fordoblet fra cirka 10 % til over 20 %.

Ensomhed er en både ubehagelig og tabubelagt følelse , som kan være svær at acceptere . Men du er ikke alene , for følelsen er faktisk ganske almindelig i små doser . De fleste af os vil nemlig komme til at føle os ensomme i perioder . Og det er der ikke noget galt i , ligesom man godt kan føle sig stresset i kortere perioder , uden at det er farligt .
Fællesskab spiser ensomhed til morgenmad
Alarmklokken ringer derimod , når ensomheden tager overhånd , eksempelvis fordi man i længere tid mangler sociale relationer . Derfor er det vigtigt at fastholde fællesskab og socialt samvær i sit liv , så ensomheden ikke får lov at bide sig fast .
” Det at føle sig som en del af et fællesskab er et værn mod ensomhed . Ensomhed er , når du savner relationer , føler dig udenfor – eller ikke føler at du hører til . Og fællesskab er præcis det modsatte . Samtidig er det lettere at etablere de nære relationer , når man føler , at man hører til i gruppen .”
” Derfor er det vigtigt , at vi alle – særligt i en tid som nu – gør hvad vi kan for at vedligeholde vores fællesskaber og række ud og invitere flere med i dem ,” forklarer Rillo Snerup Rud , der er direktør for NGO ’ en Ventilen Danmark .
Ventilen Danmark arbejder for at skabe fællesskaber , der hjælper unge ud af ensomheden . Ventilens aarhusianske mødested inviterer hver uge unge mellem 15 – 25 år indenfor i et fællesskab , drevet af unge frivillige , hvor der er plads til at komme , som man er .
“ Ventilen Aarhus er for unge , der savner at være en del af et fællesskab . I mødestedet laver vi alt muligt forskelligt lige fra at lave mad , gå en tur , spille spil , snakke og hvad , vi ellers finder på i gruppen ,” fortæller Mette Refshøj , der er frivillig formand i Ventilen Aarhus .
Ventilens tilbud følger altid myndighedernes retningslinjer og anbefalinger . Derfor kan tilbuddene naturligvis også være lukkede i perioder , når situationen kræver det . I tilbuddet er der altid håndsprit og masker til rådighed . Og aktiviteterne i mødestedet bliver indrettet , så der kan holdes god afstand og hygiejne .”
FIND ET FÆLLESSKAB
Ventilen Aarhus er bare ét af mange steder i Aarhus , hvor du kan blive en del af et fællesskab , der kan hjælpe dig ud af ensomheden .
Du kan også prøve et af HUSRUM Aarhus ’ mange tilbud om netværk , arrangementer eller bofællesskaber . Nøgleordene hos HUSRUM er fællesskab , gode oplevelser og nye venskaber .
Mangler du i højere grad nogen at tale med – om hvad som helst – stort og småt ? Så kan du altid få en snak med de frivillige i Headspace Aarhus , der sidder klar til at lytte .
Føler du dig trist og fastlåst ? Så kan du få gratis vejledning af en psykolog , hvis du er mellem 15 – 27 år og bor i Aarhus Kommune .