Aarhus Panorama // januar // 2021 | Page 17

Trøjborg bliver ofte beskrevet som en landsby i byen , fordi man har de fleste ting indenfor gåafstand . Trøjborg føles både stort og småt på samme tid . Man fornemmer , at man er en del af en større by , mens området stadigvæk har en intim oplevelse . Trøjborg har mange tidslommer , men området er ikke under afvikling . Nye ting popper op , og noget lukker igen . Det giver en fin dynamik . Så der er noget trygt ved at bo her , men det er samtidig spændende , fordi området løbende ændrer karakter .
Da jeg flyttede til Trøjborg , hørte jeg om tennisklubben ALTS . Jeg havde spillet tennis i mange år , og jeg besluttede mig for at melde mig ind . De første par år gik jeg via Nordre Kirkegård og nedad en trappe , som er den officielle adgang til tennisklubben ved hovedindgangen og klubhuset . Efter noget tid fandt jeg en bagvej , som jeg er blevet ret begejstret for , fordi der er noget skjult over den . Der er noget fascinerende over at gå fra byen og videre gennem en natursti bag byhusene for til sidst at komme ned til området her med tennismuren .
I sin tid var stien groet lidt til , og i årenes løb er den åbnet lidt mere op . Græsarealet i toppen er blevet udvidet med nogle æbletræer . Tidligere havde jeg havde fornemmelsen af , at området var lidt mere lukket , mens det i dag er blevet mere tilgængeligt . Tennismuren er blevet istandsat og pudset op for et par år siden , hvor den tidligere var noget mere faldefærdig med patina og graffiti . Jeg kan godt savne den gamle mur . Området ved tennismuren har en følelse af vildnis , og en af de primære grunde til , at vi som børnefamilie er blevet boende på Trøjborg , er alle de rekreative områder eller fristeder . Her kan man i højere grad kan lade tankerne vandre , mens børnene kan ræse af .
Jeg kommer her for at spille tennis mod andre i klubben og mod mine børn , men jeg kommer her også en del for at spille mod muren . Det er nem adgang til motion , for man kan ret hurtigt få pulsen op , selvom det bare er en mur . Men der er også noget meditativt over det at spille mod mig selv . At gentage de samme slag igen og igen . Det er en god måde at ordne tankerne på . Jeg bruger ofte muren som et afbræk i arbejdsdagen – især under corona med mere hjemmearbejde .
Det var en dejlig følelse , da min ældste søn også begyndte at træne hernede , så vi kunne spille mod hinanden . Det var en fælles interesse , der udviklede sig . Området voksede især på mig , fordi det blev et sted , vi havde sammen . Jeg har generelt indtryk af , at mine børn synes , området har været særligt dragende i løbet af deres barndom . Det er et sted , hvor man kan lege på de høje skrænter og gå på opdagelse blandt træerne og i budskadet . Det har alle mine tre børn været optaget af i perioder . Derfor er det også et sted , som jeg virkelig forbinder med familieliv .
SKJULTE PERLER Vi går på opdagelse sammen med en mangeårig beboer i et af Aarhus ’ bykvarterer for at opleve en skjult perle fra deres lokalområde .
17