Aarhus Panorama // januar // 2021 | Page 53

Jeg var der dengang …
Jeg var der dengang …

ROCKIKONERNE SPILLEDE KONCERTER I VEJLBY-RISSKOV HALLEN

The Rolling Stones , Paul McCartney & Wings , Jimmi Hendrix , The Who og Deep Purple . Det er blot nogle få af de helt store musikartister , der har lagt deres vej forbi Vejlby- Risskov Hallen i 1970 ’ erne . Her spillede de for blot 4.000 mennesker og til en billetpris på fire flade tiere . Mød Lars Felby , der som helt ung startede som studiemedhjælper , og som fem årtier senere er direktør i hallen . Han har oplevet hundredvis af koncerter med historiske musikikoner , som han ofte kom helt tæt på .
TEKST & FOTO Alexander Loft Birkmose
Jeg har måske været til 200 koncerter i Vejlby-Risskov Hallen gennem tiden . Jeg har ført projektører , været i operatørrummet , fulgt artisterne backstage og stillet scene og lydudstyr op . Jeg startede i Vejlby-Risskov Hallen som 16-årig som studiemedhjælper , og vi vi fik tre pilsnere til hver koncert , som vi gerne måtte drikke under selve koncerten .
Dagen før de store koncerter strømmede der mennesker til fra forskellige dele af landet . Der var mange lykkeriddere , som håbede på at få et lille glimt af deres idoler , og der kom også mange groupies af kvinder . Jeg har mødt flere af kunstnerne , hvor jeg lige fik en kort snak med dem . Der var ikke noget hovskisnovski over størstedelen af dem . Vi sneg dem fra den ene bygning under jorden og over til hallen . Det var hverken med politi eller sikkerhedsvagter , som man ser i dag , og det gik egentlig ganske fornuftigt .
Jeg husker især koncerten med Paul McCartney & Wings i 1972 . Vi startede dagen før , hvor der ankom tre store containerlastbiler med enorme mængder udstyr . Jeg har aldrig før eller siden set så meget udstyr . Der var faktisk ikke plads til ret meget publikum med den sceneopsætning . Til koncerten var hallen helt fyldt , og der var en rigtig god stemning . Der var reminiscenser fra The Beatles . På det tidspunkt håbede man , at The
Beatles blev genforenet . Det var en blanding af nostalgi og Paul McCartney , der forsøgte at præsentere noget nyt .
Nogle af de sjoveste at have besøg af var Dr . Hook . Da vi fik deres ’ rider ’ før koncerten , var det ikke alkohol , der manglede . De for vildt i gangene på vej til scenen , og de havnede i stedet i garderoben og på publikums toilet , før vi fik dem tilbage igen . Både med og uden tøj på , for nogle af dem havde smidt tøjet i mellemtiden . Det var vældig festligt .
Det var kæmpestort med koncerterne , men for mig selv blev det også hverdag , for mange af de store navne kom her jo flere år i træk . Musik havde aldrig rigtig fyldt hos mig personligt , men det betød også , at jeg havde en professionel distance til tingene . Min reaktion var mere : ” Nå , er de store ?” For mig var det vigtigste at få tingene til at køre under koncerterne .
Når jeg i dag fortæller om de store koncerter i hallen , er der to forskellige reaktioner . Den ene reaktion er : ” Der var jeg sgu da også . Kan du huske den og den koncert ?”. Den anden reaktion er med åben mund og polypper hos især yngre mennesker , der siger : ” Gud , har du set dem ?” De er virkelig overraskede over , at der har været så store navne her i hallen . Nogle af kunsterne fra dengang er stadigvæk aktive og store navne den dag i dag . 37