Aabyhøj IF Klubbladet November 2018 | Page 12

Den frivillige arbejdskraft betyder alverden for aabyhøj if

Jens Schou har gennemgået en spændende rejse i løbet af sin tid i Aabyhøj IF. Fra at være fast inventar til børnenes fodboldkampe for år tilbage har han igennem de seneste otte sæsoner lagt mange frivillige timer i klubben som bestyrelsesmedlem. Et arbejde, han har haft ganske stor glæde ved, og som han kun kan anbefale til andre.
Af Casper Holm
- Den frivillige arbejdskraft er helt afgørende for, at Aabyhøj IF kan fungere som fodboldklub.
Sådan lyder ordene fra bestyrelsesmedlem i AAIF, Jens Schou, da han over telefonen skal forsøge at sætte ord på, hvorfor han i løbet af de sidste otte år har siddet i bestyrelsen og hjulpet til med alverdens opgaver i klubben.
Faktisk er det over 30 år siden, at Jens Schou selv har spillet fodbold, og tilbage dengang var det ikke Aabyhøjs grønne trikot, Jens trak over hovedet. Til gengæld har to af hans sønner boltret sig på diverse af klubbens ungdomshold, og det var herigennem, at han besluttede sig aktivt for at gå ind i det frivillige arbejde i klubben.
- Mine to sønner spillede en afgørende rolle for, at jeg meldte mig ind i bestyrelsen. Jeg ville gerne give en hånd med, da jeg ved hvor meget, der er brug for frivillige til at holde hjulene kørende i en forening. Det er så indtil videre blevet til otte år, og det har været en rigtig spændende tid for mig, fortæller han.
En masse vigtige opgaver I løbet af sin tid i bestyrelsen har Jens Schou arbejdet med en masse forskellige opgaver. Han har blandt andet været ansvarlig for booking af indendørs træningsfaciliteter og fordelingen heraf, ligesom hans også har bedrevet flere håndværks- og driftsmæssige småjobs undervejs.
Disse opgaver og mange andre har han udført, selvom det efterhånden er flere år siden, at hans to sønner stoppede med at spille fodbold i Aabyhøj. At han alligevel er blevet” hængende”, handler ifølge Jens om, at han kan føle, at det frivillige arbejde, der bliver lagt i klubben, betaler sig i sidste ende.
Jeg synes, det er enormt tilfredsstillende, når opgaverne og vores løsninger går op i en højere enhed. Der render en frygtelig masse ildsjæle rundt i Aabyhøj, som bruger meget af deres fritid på at skabe rammerne for, at unge som ældre kan hygge sig med fodbold. Det synes jeg er enormt beundringsværdigt, og jeg kan kun anbefale andre at prøve det” lyder det fra Jens, som uddyber:
- Selvfølgelig er der mange ad hoc-opgaver, der skal løses hen ad vejen, men der er faktisk også rigtig mange spændende jobs undervejs. Derudover har vi internt i bestyrelsen og blandt de mange andre ildsjæle et utroligt godt og for mig givende sammenhold. Et sammenhold, der i høj grad også er en af grundene til, at jeg fortsat gerne vil hjælpe til.
En masse vigtige opgaver Når man taler om fodboldforeninger eller alle andre slags foreninger rundt omkring i Danmark, er der altid brug for ekstra hænder, og det gør sig også gældende i Aabyhøj. Ifølge Jens Schou har klubben en masse opgaver liggende, som ikke nødvendigvis kræver en fodboldkyndig person, og som ikke nødvendigvis er særlig tidskrævende, men som til gengæld har stor betydning.
Her er der blandt andet tale om voksne holdledere til at assistere klubbens helt unge fodboldtrænere, hjælp til pasning af cafeteriet, bidrag til løft af hjemmesiden og en hjælpende hånd til konkrete arrangementer.
- Vi har altid brug for et ekstra par hænder til at hjælpe. Min klare opfordring til alle forældre er derfor, at vi i fælleskab skal støtte klubben endnu mere, så vi tilsammen kan biddrage til, at Aabyhøjs børn og unge får de bedste rammer at dyrke deres fodboldinteresse i, lyder det afslutningsvist fra Jens Schou.